Sådan spotter du en falsk Facebook-profil
Fake

En letpåklædt kvinde er ofte første tegn på, at der er tale om en pivfalsk Facebook-profil, der ikke vil dig godt. 

© Komputer for alle

Sådan spotter du en falsk Facebook-profil

Flere og flere oplever at få venneanmodninger fra falske Facebook-profiler. Her giver vi dig fem konkrete råd til at gennemskue de falske profiler.

Har du oplevet af få en venneanmodning fra en person, du hverken har mødt eller hørt om?

Så er du langt fra alene. Det sociale medie Facebook oplever nemlig flere og flere falske profiler.

> Læs også: Sådan spotter du en falsk Facebook-side

Faktisk er problemet med falske profiler på Facebook så stort, at Facebook i 2018 fjernede 3,3 milliarder falske profiler. I 2019 var det tal steget til mindst 5,4 milliarder konti.

Og i første kvartal i år har Facebook allerede sparket ikke mindre end 1,7 milliarder falske profiler på porten.

Sådan ser du, om Facebookprofilen er falsk

Men hvordan spotter du en falsk profil på Facebook, hvis formål typisk er phishing, at skaffe sig adgang til dine informationer eller at lokke dig til at installere malware på din computer eller telefon?

Herunder har vi samlet 5 typiske tegn på, at en profil er falsk, og at du derfor skal holde dig langt væk:

1. Profilen har meget lidt indhold
2. Et forkert navn i adressen
3. Dårlige oversættelser
4. Pornografisk indhold
5. Den falske profil vil have dit klik

1. Profilen har meget lidt indhold

Tag et kig på personen, der har sendt dig en venneanmodning.

Typisk vil profilen være blottet for aktivitet og indhold, fordi den lige er oprettet.

Til gengæld kan antallet af venner eller følgere være ganske højt.

2. Et forkert navn i adressen

Tit vil navnet på personen ikke stemme overens med det navn, som står oppe til sidst i adressefeltet.

Kig derfor, om de stemmer overens. Hvis ikke, er det en indikation på, at profilen er falsk.

Sådan spotter du en falsk Facebook-profil
Falsk Facebookprofil

Et tegn på, at en Facebook-profil er falsk, kan være, at personens navn ikke stemmer overens med det navn, som fremgår i url'en som her.

3. Dårlige oversættelser

Ofte vil tekst være oversat ved hjælp af fx Google Translate, og det kan give nogle kluntede og mærkværdige sætningskonstruktioner. 

Mærkelige ord og dårlig grammatik bør derfor gøre dig mistænkelig.

4. Pornografisk indhold

Tit har de falske profiler et billede af en letpåklædt kvinde som profilbillede. Er det tilfældet, kan du være næsten sikker på, at der er tale om en falsk profil.

Fake Facebook profile
Fake

Mange gange er det let at spotte, at der er tale om en falsk profil som her. For hvorfor skulle denne kvinde søge om dit venskab? Ofte bruger de falske Facebookprofiler billeder af letpåkældte kvinder. Billeder, som i øvrigt ofte er "lånt" hos andre profiler eller på nettet. 

5. Den falske profil vil have dit klik

Ofte er de falske profiler ganske indholdsfattige, men indeholder måske ét opslag, som til gengæld indeholder et link, profilen på det kraftigste opfordrer dig til at klikke på.

Det skal du afholde dig fra, da linket er en måde at få adgang til dine personlige oplysninger.

Hvad skal du gøre med de falske profiler?

Har du fået en anmodning, som du mener er falsk, bør du aldrig acceptere venne-anmodningen. I stedet kan du blot ignorere den, eller helt vælge at slette den.

Du kan også vælge at anmelde profilen til Facebook, så de kan slette profilen, hvis de også mener, den er falsk.

For at anmelde den falske profil, skal du klikke på linket her.

Måske er du interesseret i ...