Sådan sammenligner du nemt to mapper

Vil du tjekke, om to mapper er helt ens? Eller vil du sikre dig, at du har en kopi af en vigtig fil, før du sletter filens mappe? Så brug programmet BS Folder Compare til at sammenligne indholdet i to mapper lynhurtigt.

Du kan nemt komme til at oprette lidt for mange mapper på din pc – fx hvis du er i gang med et projekt, hvor du bruger en kopi af en række billeder fra ferien. Efterfølgende er det ikke bare irriterende at skulle lede efter den rigtige mappe. Det kan også ende rigtig surt, hvis du ved et uheld får slettet en vigtig mappe med indhold, du troede, at du havde liggende et andet sted.

Er du i tvivl om en mappes indhold, er programmet BS Folder Compare et helt genialt værktøj at bruge: Programmet sammenligner to mapper og tjekker, om de har identiske filer.

Det er især nyttigt, hvis du har mapper med mange billeder, der har næsten ens filnavne, så det kan være svært at skelne mellem dem. Vil du tage backup af dine filer, er programmet også oplagt at bruge. Har du fx brug for at gemme en billedmappe på en USB-nøgle, kan programmet hjælpe dig med at sikre, at der er taget kopier af de rigtige fotos.

I BS Folder Compare vælger du de to mapper, du vil sammenligne, og med ét klik får du et overblik over mappernes indhold. Er mapperne ikke identiske, får du besked – og den fil eller de filer, der skiller sig ud, vil være markeret med fed skrift. Er mapperne identiske, bliver ingen filer markeret.

Også fint til oprydning

BS Folder Compare, som ligger klar til dig i Fordelszonen, er ikke kun et nyttigt værktøj til at sikre, at du har gemt de rigtige filer. Programmet er også fremragende til at rydde op på din computer. Hvis du fx ved en fejl har kopieret den samme mappe flere gange på din pc, er det spild af plads at have de samme filer liggende flere forskellige steder på harddisken.

Med BS Folder Compare kan du sammenligne dine mapper og opdage, hvor der gemmer sig unødvendige dubletter i mapperne, eller hvor der er totalt identiske mapper. Du kan således både bruge BS Folder Compare til at sikre dig backup og til at rydde op på din pc.

Hent din fil fra komputer.dk

Alt indhold på komputer.dk er testet med de nyeste og bedste sikkerhedsprogrammer. Vi anbefaler dog, at du altid selv har et opdateret antivirusprogram installeret på din computer. Komputer for alle kan ikke gøres ansvarlig for uregelmæssigheder eller tab af data som følge af en installation eller brug af det indhold, som du henter på vores hjemmeside eller på eksterne sider, som vi linker til. For at hente det valgte indhold skal du acceptere ovenstående betingelser.