Hvad er Kahoot?
Kahoot! er kort fortalt en gratis tjeneste på nettet, hvor du kan oprette dine egne quizzer eller spille andres allerede oprettede quizzer.
Quiztjenesten er særligt populær i skoler, på arbejdspladser og til festlige lejligheder som fx konfirmationer, hvor alle kan quizze med i en hjemmelavet quiz om et særligt emne.
De forskellige quizzer kan handle om alt mellem himmel og jord, eksempelvis om biler, computer-viden eller modeljernbaner igennem tiderne, eller du kan lave en decideret familiequiz med personlige spørgsmål og svar om de deltagende selv.
> Læs også:Hvad er Wordle? Og hvordan spiller jeg spillet?
Du kan altså let lave en personlig julequiz eller nytårsquiz eller gå på opdagelse i arkivet og se, om der allerede findes en quiz, som passer til anledningen.
Det er kun fantasien, der sætter grænser i Kahoot-quiz. Lav en Kahoot, inviter vennerne med og quiz - det er sjovt og nemt. Og så er Kahoot ovenikøbet på dansk, når først du har logget dig ind.
Prøv fx Komputer for alles danske Kahoot!-quiz,hvor du og vennerne kan teste jeres paratviden om computere.
Er Kahoot gratis?
For år tilbage var Kahoot helt gratis at bruge, men som populariteten er steget har udviklingen af produktet taget samme udvikling.
Derfor er der i dag brugerbetaling, hvis du vil have den fulde pakke eller bruge Kahoot professionelt.
Du kan dog fortsat oprette dine egne quizzer og spille Kahoot gratis - dog kun for op til 10 deltagere. Hvis du vil have flere deltagere og flere muligheder, skal du betale et abonnement.
> Du kan se priser og muligheder i de forskellige abonnementer her (engelsk=)
Sådan kommer du i gang med Kahoot
Det kræver blot en simpel tilmelding, før du kan komme i gang med at lave sjove spørgsmål og svar til din helt egen gratis Kahoot-quiz.
Du tilmelder dig på denne hjemmeside ved at klikke på knappen "Sign up". Bemærk at det kun er landingssiden, som er på engelsk. Sproget på Kahoot skifter til dansk, når du skal i gang med at lave din egen Kahoot.
> Læs også: Quiz: Kan du din computer-historie?
Når du har oprettet din profil, får du muligheden for at vælge en betalt løsning. Hvis du scroller lidt ned på siden, kan du vælge Basic, som giver dig adgang til at lave simple Kahoots for op til 10 deltagere.
Vælg "Continue for free". Nu skifter brugerfladen til dansk, og du er klar til at lave dine egne quizzer.
Hvis du bare gerne vil quizze selv, kan du gå på opdagelse i de mange quizzer, som andre allerede har lavet. Det gør du ved at klikke på Udforsk i menuen til venstre.
Hvordan laver man en Kahoot?
Når du har oprettet din personlige profil på Kahoot, er du klar til at oprette din første gratis Kahoot-quiz på dansk for hele familien, kollegerne eller vennerne.
Sådan opretter du en Kahoot-quiz på dansk:
- Klik på den blå knap "Opret" og dernæst på "Kahoot".
- Vælg derefter om du vil gøre brug af skabeloner, hjælp fra AI eller selv lave en quiz fra bunden. Vælger du en skabelon, kan du ændre spørgsmål, svar og billeder undervejs.
- Giv dernæst din Kahoot et navn i øverste venstre hjørne.
- Du kan nu se og tilføje dine spørgsmål i menuen til venstre, redigere dine spørgsmål i midten og ændre på spørgsmålstype i højre side. I den gratis version kan du kun vælge quiz-spørgsmål med fire valgmuligheder eller sandt/fask. Husk, at du ved hvert spørgsmål skal angive det rigtige svar, før at du går videre.
- Når din Kahoot er klar, og du har tilføjet alle dine spørgsmål, så trykker du på “Gem” i øverste højre hjørne.
- Nu får du muligheden for enten at starte med det samme, ved at trykke på “Start,” eller bare trykke på “Færdig”, hvis du vil vente med at spille.
- Uagtet om du trykker start eller venter, vil du finde dine quiz i dit “Bibliotek.” Her finder du din quiz, og trykker på “Start” efterfulgt af "Klassisk modus.”
- Nu vises tilmeldingsskærmen med den pinkode, alle deltagerne skal bruge for at melde sig til din Kahoot.
> Læs også: Spil skak online mod vennerne og computeren
Sådan spiller du Kahoot quiz
Når du har lavet en Kahoot quiz, gælder det om at samle deltagerne foran skærmen, hvor quizzen skal afvikles. Det kan enten på pc'ens skærm eller fjernsynet, hvis du har sluttet din pc til dér.
Det er dig, der er quizmaster, og du styrer, hvornår i går videre til næste spørgsmål. Du kan med fordel læse spørgsmålene op undervejs.
- Bed alle deltagere om at finde deres mobiler, tablets eller computer frem og gå ind påKahoots hjemmeside via browser eller app. Det letteste er at hente Kahoot-appen og spille med på mobilen.
- Nu skal deltagerne indtaste den pinkode, som vises på skærmen. Det er din personlige kode til netop din quiz.
- Når alle deltagerne har tilmeldt sig, klikker du på "Start".
- Nu vises det første Kahoot-spørgsmål på skærmen, og deltagerne skal svare ved at trykke på deres mobiler, tablets eller computere - jo hurtigere, des bedre.
- Efter hvert spørgsmål vises top 5-stillingen, da Kahoot holder styr på tid og pointstilling.
- Når det sidste spørgsmål er besvaret, vises vinderen på skærmen på festlig facon.