Ryd automatisk op i mapperne i Stifinder

Ingen har brug for et virvar af mapper på pc’en. Folder Merger hjælper med at rydde op, så dine filer samles i få, velvalgte mapper.

Windows folders

Placér dine filer i få, velvalgte mapper, og få bedre overblik i Windows Stifinder. Programmet Folder Merger er en uvurderlig hjælp.

© Shutterstock / NicoElNino

Windows mangler muligheden for at rydde op ved at tømme mapper for filer og placere filerne et nyt sted.

Hvis jeg fx har 10 mapper, jeg vill tømme for indhold, skal jeg klikke mig ind i hver enkelt mappe og derfra markere indholdet og kopiere det til et nyt sted.

Det er mere besværligt, end det behøver være.

Flyt automatisk filer fra mappe til mappe

Superprogrammet Folder Merger mestrer den opgave, Windows ikke klarer, og taler direkte til oprydningsgenet i os alle.

Snart har du en Stifinder uden hele og halve mapper liggende overalt.

Du rydder med andre ord let op i det rod, som samler sig på alle pc'er over tid.

Du bestemmer metoden

I Folder Merger vælger du de mapper, som skal tømmes, samt de mapper, filerne skal tømmes over i. Derefter klarer programmet resten.

Det lyder enkelt, men der er faktisk nogle ting, du skal tage stilling til.

Hvis der kun er filer i mapperne, er det lettest. Så skal du blot beslutte, om filerne skal blive liggende som en kopi i den oprindelige mappe eller om mappen skal tømmes helt og slettes efter flytningen.

Mere kompliceret bliver det, når der ligger undermapper i den mappe, som skal tømmes. Skal disse mapper flyttes med over i den nye mappe eller skal de også tømmes? Og hvad hvis der lander flere eksemplarer af den samme fil i den nye mappe?

Forskellige situationer

I Folder Merger er der tænkt grundigt over disse spørgsmål og mange flere.

I artiklen herunder præsenterer vi dig for fire flyttescenarier. Du finder med andre ord en vejledning, der passer til dit konkrete behov, når du har brug for at flytte filer og mapper på din computer.

I vejledningen får du at vide, hvor i Folder Mergers indstillinger, du skal klikke for at filer og mapper opfører sig, som du ønsker det.

Kun ved at kende disse finesser i Folder Merger, får du automatiseret filflytningen, så du sidder tilbage med en enklere og mere overskuelig struktur i Windows Stifinder.

Hent program

Inden du går i gang med vores grundige vejledning på dansk herunder, skal du hente Folder Merger. Det henter du i en gennemtestet og garanteret virusfri udgave direkte her fra vores hjemmeside via linket herunder:

Vejledning

Herunder gennemgår vi trin for trin, hvordan du kommer godt i gang med programmet.

Flyt filer og gem en kopi af dem

Her viser vi først programmets grundfunktion: Folder Merger tager filer fra én mappe og kopierer dem automatisk over i en anden mappe. Der gemmes en kopi af filerne i den oprindelige mappe.

1

Hent programmet på vores hjemmeside, og installer det. Når programmet åbner, klikker du på Add single folder 1.

2

Marker nu den mappe 2, som filerne skal kopieres fra. Klik på Vælg mappe 3.

3

Mappen dukker op i oversigten. Marker mappen 4 ved at klikke på den.

4

Klik nu på mappeikonet 5 oppe til højre i programvinduet.

5

Udpeg den mappe 6, som filerne skal lande i. Klik på Vælg mappe 7.

6

Til sidst klikker du på Merge 8 nederst i vinduet. Filerne kopieres til den nye mappe, og ligger stadig som en kopi i den oprindelige.

Flyt filer og slet den gamle mappe

Oprydningen har størst effekt, hvis du flytter filer og fjerner den oprindelige mappe. Vi viser også en smart metode til at udpege mange mapper til tømning.

1

Vælg Select root folder... 1. Med denne metode hentes alle undermapper til den valgte mappe ind i programmet.

2

Udpeg den mappe 2, hvis undermapper skal tømmes. Klik på Vælg mappe 3.

3

Samtlige undermapper 4 til den valgte mappe vises i vinduet.

4

Klik på knappen Select all 5 for at markere alle mapperne i listen.

5

Klik på knappen med mappeikonet 6, og udpeg derpå destinationsmappen i Stifindervinduet, der åbner.

6

Sæt markering ved Move 7 og flueben ved Remove source folders 8. Afslut med Merge nederst. Dermed flyttes filerne over i den nye mappe, og de nu tomme oprindelige mapper slettes.

Vælg om undermapper skal flyttes med

Hvis en mappe indeholder undermapper skal du tage stilling til, om de skal med over til den nye destination eller om de skal slettes, så kun filerne i dem flyttes.

1

Vælg Select root folder... 1 for at udpege den mappe, hvis undermapper skal tømmes.

2

Marker mappen 2, og klik på Vælg mappe 3.

3

Klik på Select all 4 for udpege samtlige mapper, som skal behandles.

4

Klik på mappeikonet 5. I Stifinder-vinduet udpeger du derpå den mappe, som filerne skal lande i.

5

Vælg om du vil beholde undermapperne med Merge from source to destination 6 eller fjerne dem med Merge all files from source folders... 7.

6

Afslut med Merge 8 for at gennemføre operationen.

Sorter nogle filtyper fra

Måske er det kun bestemte filtyper, du vil flytte til nye mapper? Så kan du sortere alle andre filtyper fra. Vi forklarer også, hvad du gør, hvis flere filer med samme navn lander i destinationsmappen.

1

Klik på Select root folder ... 1, og udpeg mappen i Stifinder-vinduet. Vælg Select all for at markere alle mapper. Vælg destinationsmappe via mappeikonet øverst til højre.

2

Beslut hvad der skal ske ved konflikter mellem to ens filer i samme mappe. Vælg fx Keep both and rename... 2 for at beholde alle eksemplarer. I så fald vil de ens filer få en parentes med et tal efter sig. Du kan også vælge blot at beholde én fil 3, nemlig det nyeste.

3

Hvis bestemte filtyper ikke skal flyttes, markerer du Filter file extensions 4. Skriv den uønskede filtype med en asterisk (stjerne) foran 5. I vores tilfælde vil JPGfiler ikke blive flyttet, men bliver liggende i den gamle mappe.

4

Klik på Merge. Du kan eventuelt klikke på Show destination folder 6 for at se de flyttede filer i den nye mappe i Stifinder.

Hent Magasin-artikel (PDF)

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Komputer for alle-magasinet.