Det er umuligt at huske alt i hovedet. Hvad enten det er indkøbssedler, ønskesedler, pakkelisten til ferien eller måske ugens madplan.
Det handler derfor om at sætte den slags information i system, så noterne er nemme at finde, er organiserede og ikke bliver væk – og ikke mindst er lette at få adgang til, uanset hvor du er i verden.
Til det formål er det nye program Notion oplagt.
Af alle de forskellige note-programmet, vi har testet på redaktionen, er Notion både det mest kraftfulde og mest enkle at bruge. Og det findes til både computer, telefon og i en web-version til browseren.
Det kan Notion bruges til
For helt almindelige mennesker kan Notion være nyttigt til en række ting, fx:
- At holde styr på hverdagen. Notion kan bruges til at oprette to-do-lister, planlægge kalendere og holde styr på vigtige oplysninger.
- At arbejde på projekter. Notion kan bruges til at dele filer, samarbejde med andre og dokumentere, hvordan projektet forløber.
- At organisere personlige oplysninger. Notion kan bruges til at opbevare familieoptegnelser, budgetter og andre personlige oplysninger.
Brug skabeloner og spar masser af tid
Den måske mest geniale funktion i Notion er muligheden for at bruge de skabeloner, der allerede er til rådighed. Så behøver du nemlig ikke bruge tid på fx at lave et budget fra bunden. Den slags kan nemlig tage lang tid.
Notions mange skabeloner er gratis at bruge, og der er mange at vælge imellem. De er endda delt op i kategorier, så du hurtigt kan finde det, du skal bruge.
LÆS OGSÅ: Spar tid i Gmail med smarte skabeloner
Sådan bruger du skabeloner i Notion
For at bruge en skabelon i Notion-programmet, skal du bruge følgende fremgangsmåde.
- Åbn Notion enten som program på din computer eller i din browser.
- Klik så på Templates ude i venstre side af programmet.
- I øverste, venstre hjørne kan du vælge forskellige kategorier, fx Personal.
- Nu får du en hel stribe forskellige skabeloner at vælge imellem. Klik så på et punkt, fx Travel planner.
- Nu åbner skabelonen, så du kan få et bedre kig på den. Vil du bruge skabelonen, skal du klikke på Get template.
- Nu åbner skabelonen som en ny note i Notion, og du kan begynde at redigere i den.
Sådan bruger du Notion
Du finder værktøjet Notion til download på vores hjemmeside. Her kan du også læse en grundig og udførlig guide om, hvordan du kommer i gang med at bruge programmet.