Din pc er en fremragende e-bogslæser

Du behøver ikke at investere i nyt udstyr for at læse e-bøger. I stedet kan din computer klare opgaven, og det koster dig ikke en krone.

Du kan læse alle former for e-bøger på din pc, hvor du selv bestemmer, hvordan siderne skal vises, og hvor store bogstaverne skal være.

Du kan læse alle former for e-bøger på din pc, hvor du selv bestemmer, hvordan siderne skal vises, og hvor store bogstaverne skal være.

© ImageFlow/Shutterstock

E-bøger bliver mere og mere populære. De fylder ikke noget, og du kan have hundredvis af værker med dig, uanset hvor du er.

For at læse e-bøgerne skal du dog bruge en e-bogslæser. Der findes et hav af dem, og det kan være svært at vælge den rette. Nogle e-bogslæsere kan ikke åbne bestemte filtyper, nogle mangler funktioner som muligheden for at ændre skriftstørrelse, og andre taber strøm for hurtigt.

Løsningen er lige foran dig. Du kan nemlig bruge din pc som e-bogslæser. Du skal blot installere programmet Calibre fra vores hjemmeside, og så har du en komplet, gratis e-boglæser klar til brug.

Virker med alle e-bøger

Du får altså programmet serveret, og det virker med alle de gængse filformater til e-bøger, fx EPUB, MOBI og PDF. Du kan dermed læse e-bøger fra mange forskellige kilder, også selv om de kommer fra fx en Kindle eller en anden e-bogslæser.

I programmet tilføjer du blot en e-bog, du har gemt på din pc, og så bliver bogen liggende i dit eget personlige bibliotek, indtil du fjerner den fra programmet igen. Du kan lægge alle de e-bøger i Calibre, du ønsker, så længe computeren har tilstrækkelig lagerplads til de tilhørende filer.

Bøgerne kan læses i et vindue eller i fuldskærmsvisning, og hvis du har brug for det, kan bogstaverne forstørres, så du kan læne dig helt tilbage og læse e-bogen i behagelig afstand fra skærmen.

Hent nemt flere e-bøger

Har du ingen e-bøger, kan du nemt hente dem med Calibre. I programmets database får du adgang til et stort udvalg af gratis e-bøger fra store onlinebiblioteker. Her findes der gode, gamle klassikere som Stolthed og fordom, Moby Dick og Dracula, og du kan hente dem til dit eget bibliotek med få klik med musen.

Vil du hellere læse nye bøger, som netop er udkommet, kan de også købes via Calibre. I oversigten med e-bogsbutikker vælger du de butikker, du vil handle i, og så kan du fremsøge den e-bog, du har brug for.

Er der et værk, du vil købe, kommer du via Calibre direkte ind på hjemmesiden til den relevante boghandel, hvor du kan købe e-bogen uden problemer.

Hent program

Inden du går i gang med vores grundige vejledning på dansk herunder, skal du hente Calibre. Det henter du i en gennemtestet og garanteret virusfri udgave direkte her fra vores hjemmeside via linket her:

Vejledning

Herunder gennemgår vi trin for trin, hvordan du kommer godt i gang med programmet.

Hent nemt en e-bog til din computer

Du kan hente e-bøger til din computer via Calibres database. Gratis e-bøger kan du hente direkte i programmet, men skal du købe en e-bog, ledes du ind til den hjemmeside, der har bogen til salg. Sådan gør du:

1

Begynd med at hente Calibre fra vores hjemmeside, og installér programmet. Åbn Calibre, og klik på menupunktet Hent bøger 1 øverst i programmets værktøjslinje.

2

Sæt flueben ved de butikker, du vil købe dine e-bøger fra 2 i oversigten til venstre under Butikker. Så bliver søgeresultaterne kun vist fra de valgte webbutikker.

3

Du kan søge efter bogens titel ud for Titel 3, og du kan søge efter bogens forfatter her 4. Klik på Søg 5 for at begynde søgningen.

4

Du ser alle resultater på søgningen baseret på de butikker, du har sat flueben ved. Du kan se prisen 6, og hvilken webbutik bogen kan købes fra 7. Ser du en bog, du er interesseret i, dobbeltklikker du på den 8. Er e-bogen gratis, henter du den direkte i Calibre. Vi viser, hvordan du gør det i boksen “Masser af gratis e-bøger at hente.”

5

Butikkens hjemmeside åbner i din browser. Her er den valgte ebog fremsøgt automatisk, og du kan købe den. Når e-bogen er købt, hentes den som enhver anden fil til din pc.

Sådan åbner du en e-bog på computeren

Har du en e-bog liggende på din pc, kan du nemt åbne den med Calibre. Programmet virker med alle filtyper til e-bøger. Du skal bare tilføje e-bogen, som vist her.

1

Åbn Calibre, og klik på punktet Tilføj bøger 1 i værktøjslinjen øverst til venstre.

2

Find den e-bog, du vil tilføje, på din pc, og klik på den 2. Klik derefter på Åbn 3.

3

E-bogen er tilføjet til Calibre. Den vises i midten af programmets hovedvindue. Højreklik på e-bogen 4.

4

I højreklikmenuen skal du holde musen over Vis 5.

5

Klik på det nye punkt Vis 6. Her kan du også bruge V-tasten som genvej til at åbne e-bogen.

6

E-bogen er nu åbnet, og du kan gå i gang med at læse den på din computerskærm.

Læs en bog i fuld skærm

Den store fordel ved at læse e-bøger på pc’en er, at du kan læse bøgerne på en stor skærm. Du skal blot aktivere fuldskærmsvisningen i Calibres indstillinger.

1

Begynd med at åbne en e-bog i Calibre. Når e-bogen er åbnet, skal du holde musen over bunden af vinduet, så der står Show controls. Klik på teksten 1.

2

Dette kontrolpanel åbner, og du skal klikke på punktet Gå i fuldskærmstilstand 2.

3

Bogen er åbnet i fuldskærmsvisning. For at bladre til næste side fører du musemarkøren ud i siden til højre, indtil der kommer en pil, som du klikker på 3.

4

Luk fuldskærmsvisningen ved at trykke på Escape-tasten, så kontrolpanelet åbner igen. Klik på Gå ud af fuldskærmstilstand 4.

5

Bogen vises ikke længere i fuldskærmstilstand, og du kan lukke den ved at klikke på krydset 5.

Gør teksten i e-bogen større

Det bliver meget lettere at læse e-bøgerne ved at gøre skriften større. Det gør du således:

1

Til at begynde med skal du åbne en af dine e-bøger i Calibre. Klik derefter i bunden af vinduet 1, hvor e-bogen er åbnet.

2

Calibres kontrolpanel åbner. Klik på Skriftstørrelse 2.

3

Klik på skydeknappen 3, hold museknappen nede, og træk til højre for at gøre bogstaverne større. Du ser en forhåndsvisning af skriftstørrelsen i midten af vinduet 4. Klik på Ok 5, når du er tilfreds med skriftstørrelsen.

4

Teksten er nu blevet større. Skriftstørrelsen vil ikke ændre sig, selv om du lukker bogen og åbner den igen på et senere tidspunkt.

Tip

Masser af gratis e-bøger at hente

Du kan hente gratis e-bøger direkte via Calibre. De gratis e-bogsbutikker har ganske vist ikke de nyeste værker, men der er en masse interessant læsning at gå på opdagelse i.

Du skal blot gå ind i databasen, hvor du henter e-bøger i Calibre, ved at klikke på menupunktet ‘Hent bøger’ øverst i programmets værktøjslinje.

I oversigten med butikker skal du blot vælge butikkerne Project Gutenberg og ManyBooks, før du går i gang med søgningen. Det er to internationale digitale biblioteker, der giver gratis adgang til elektroniske udgaver af ældre litteratur.

Hovedsageligt er det værker, hvor ophavsretten er udløbet, og derfor kan e-bøgerne hentes kvit og frit til din computer. God læselyst!

1

Sørg for at sætte flueben ved ManyBooks og Project Gutenberg 1. Når du har fundet en bog, du vil hente, højreklikker du på den 2 og vælger Download 3. E-bogen tilføjes automatisk til biblioteket i Calibre.

Hent magasinartikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Komputer for alle-magasinet.