De fleste har nok prøvet at kigge på en blomst eller plante - og ikke helt været klar over, hvad det egentlig var, de kiggede på.
Med app'en PlantNet Plant Identification kan du nemt og hurtigt finde ud af, hvad det er, du kigger på, når du er ude i naturen.App’en er gratis og fås både til iPhone og Android.
App’en er lavet til at identificere planter i naturen, så den dur mindre godt til fx stueplanter og frugter fra køleskabet. Vær desuden opmærksom på, at app’en er på engelsk.
I denne artikel hjælper vi dig i gang med at bruge PlantNet - hvad enten du har iPhone eller Android.
Sådan bruger du PlantNet på iPhone:
- Åbn app’en på din telefon. For at komme i gang, skal du klikke på ikonet med et forstørrelsesglas i bunden af skærmen. Telefonen spørger nu om adgang til dine fotos. Klik på OK. Herefter spørger app’en om adgang til at bruge dit kamera. Klik igen på OK.
- Dit kamera starter op. Tag nu et billede af den plante eller blomst, du vil have identificeret. Her betaler det sig at tage et billede tæt med på masser af lys, så det bliver så skarpt så muligt. Når du har taget et billede, du er tilfreds med, skal du trykke på Use Photo.
- Vælg nu, om du har taget et billede af et blad (leaf), en blomst (flower), en frugt (fruit) eller bark fra et træ (bark).
- Klik nu på forstørrelsesglasset for at søge i databasen efter billeder, der ligner dit.
- Du får nu præsenteret en række forslag med navn, og kan gå på opdagelse i de resultater, der ligner dit billede mest. Når du klikker på et resultat, kan du bladre for at se flere billeder.
Sådan bruger du PlantNet på Android:
- Når du første gang åbner app’en, beder den om adgang til din placering. Det hjælper app’en med at give de mest relevante resultater. Klik på TILLAD.
- Nu skal du identificere din første plante eller blomst. Klik på kamera-ikonet i nederste, højre hjørne. App’en vil nu bede om tilladelse til at tage billeder og optage video. Klik på TILLAD. App’en beder herefter om tilladelse til billeder på din enhed. klik igen på TILLAD.
- Nu åbner dit kamera. Tag nu et billede af den, plante eller blomst, du vil kende navnet på.
- Vælg nu, om du har taget et billede af et blad (leaf), en blomst (flower, en frugt (fruit) eller bark fra et træ (bark).
- Du får nu en liste med arter, der ligner dit billede. Ved at klikke på et af billederne i resultatlisten får du flere billeder frem. Så kan du se, om det er den art, der er tale om. Du får også et navn på den pågældende plante. Vil du efterfølgende vide mere om planten, kan du fx Google navnet, du har fundet i app'en, og læse mere om arten og dens karakteristika.