Endelig: Slip for nøglekort til NemID med ny app

Nu kan du endelig slippe for at finde det lille undselige papkort frem, når du vil logge på borger.dk eller skal overføre penge i din netbank. I stedet kan du hente en gratis app til din smartphone.

NemID app

Nu kan du slippe for dit NemID kort med den nye NemID app.

Det har været en irritation for mange af os siden NemID blev lanceret - det lille papkort, som skal findes frem, så man har adgang til en engangskode.

Men nu er det endelig muligt at slippe for nøglekortet.

Nu kan du nemlig i stedet hente en NemID app til din smartphone, som sørger for det sidste trin, når du vil logge på fx borger.dk eller betale en regning i din netbank.

Du skal stadig bruge NemID

Når du har hentet appen, skal du første gang logge på den med dit nøglekort.

Så får du beskeden, som du kan se herunder, der fortæller, at du nu må vente en time, før du kan bruge appen.

nemID app

Første gang du bruger den nye NemID-app, skal du af sikkerhedsmæssige årsager vente en time før, den virker.

Herefter skal du endnu engang bruge dit gamle papkort - men det er så også sidste gang. Fremover logger du på med appen i stedet.

Sådan fungerer NemID-appen

Det fungerer på den måde, at du indtaster dit brugernavn og adgangskode i NemID-boksen, som du er vant til.

Men i stedet for nu at bede om en engangskode fra papkortet, vises beskeden som du kan se herunder. Der står, at du nu er klar til at godkende via appen.

Desværre åbner appen ikke af sig selv, som du kender det fra MobilePay - men i notifikationsfeltet i toppen på din telefon, kan du se, at der er en godkendelse klar i NemID-appen.

Nu skal du blot åbne den og godkende indlogningen - og så er du logget på hjemmesiden.

NemID app

Med NemID-appen er det blevet nemt at bruge NemID på mobiltelefonen.

Det er meget nemmere end at lede efter et papkort, og mon ikke de fleste af os oftere har vores smartphone i lommen end nøglekortet.

I videoen herunder kan du se, hvordan systemet virker.

Video

Du kan hente appen her:

iOS

Android