Smart Home enheder udgør alvorlig sikkerhedsrisiko

Udstyr, der kan styres via en app på din smartphone, gør hverdagen meget lettere, men det gør dig desværre også sårbar.

Hjemmets smarte enheder byder kriminelle indenfor

Smarte termostater, intelligente røgalarmer, trådløse stikkontakter og andet smart home-udstyr kan udgøre en alvorlig sikkerhedsrisiko på dit hjemmenetværk, hvor også din pc, tablet og smartphone er i fare.

12. juli 2018 af Henning Dadkhah Rasmussen

Meget af det udstyr, du i dag finder i butikkernes sortiment, kan styres af en medfølgende app på din smartphone. 

Det gælder fx termostater til radiatoren, røgalarmer, smarte stikkontakter, lyspærer og elmålere. 

Men desværre har mange producenter af det smarte udstyr været så hurtige til at sende deres produkter i handlen, at de ikke har nået at få ordentlig styr på enhedernes sikkerhed.

Ekspert hackede 15 forskellige enheder

Det fortæller sikkerhedsfirmaet Kasperskys nordiske sikkerhedsrådgiver David Jacoby. 

Han har demonstreret sin pointe ved at hacke en router, to forskellige netværksharddiske, et Smart TV, en satellitmodtager og en printer. 

Det lykkedes ham endda at udskifte et billede i tv’ets menusystem, ligesom han ubesværet kunne snuse rundt på andre enheder på netværket. 

I alt fandt David Jacoby 15 sårbarheder i de få enheder, og det giver et lille fingerpeg om problemets omfang.

Alle enheder på dit netværk kan være i fare

Og hvorfor skulle du så bekymre dig, om en kriminel kan se, om din smarte røgalarm opfanger røg i dit hjem? 

Det skal du, fordi den kriminelle kan bruge hjemmets smarte og usikre enheder som springbræt til dit andet udstyr - fx til din pc, din telefon eller hjemmets netværksharddisk. 

Sker det, kan han både snage i dine private filer og slette vigtige minder. 

Producenten bærer det største ansvar

Desværre er en del af sikkerhedshullerne i det smarte udstyr ikke noget, du som forbruger selv kan løse. Det kræver nemlig en ændring i udstyrets grundliggende kode - i dens firmware. 

Derfor er du afhængig af, at producenterne selv opdager eventuelle sikkerhedsfejl i enhederne og sender en opdatering ud til kunderne - noget, som David Jacoby mener at producenterne generelt er for dårlige til. 

Du må dog også overveje, om det er mere sandsynligt, at et stort firma som D-Link sender en rettelse ud til fx deres netværkskamera end en kinesisk producent opdaterer deres kamera Superpower2000.

> Læs alt om Smart Home - gadgets til sit intelligente hjem - her

Sådan kan du selv sikre dine smarte enheder

En del af det smarte udstyr - ihvertfald fra de større producenter - er i stand til automatisk at tjekke for og hente nye opdateringer (firmware), så snart producenten frigiver dem. 

Men på en del udstyr skal du selv ind på producentens hjemmeside og finde support-siderne for det specifikke produkt. 

Her kan du tjekke, om producenten har lagt en opdatering ud. 

Har producenten det, må du selv ind på udstyrets styresider i din browser eller via appen på din smartphone og uploade filen med den nye firmware.

I mange tilfælde kan det dog være nok til at holde hackerne fra døren, at du sørger for at vælge et brugernavn og adgangskode, som er svært at gætte. 

Køber du fx et netværkskamera, skal du ALTID huske at ændre adgangskoden fra standard-koden "admin" eller "password" til din personlige kode. Ellers risikerer du simpelthen, at kriminelle kan kigge med i din stue. 

Læs også: Test om din adgangskode er stærk nok

Sikkerhedsproblemet er udbredt

På spørgsmålet om, hvor udbredt problemet er, svarer David Jacoby: 

”Det er meget udbredt! På det seneste har vi endda set såkaldte botnet – altså netværk af hackede enheder, der kan bruges til at lukke for hjemmesider – som udelukkende består af hackede smart hjem-enheder. Det største af dem hedder Mirai.”

Tjek sikkerheden i hele hjemmet med Komputer for alle

I Komputer for alle blad nummer 11/2018 kan du læse, hvordan du beskytter hele dit hjem mod hackere. 

Med bladet får du desuden også programmet Bitdefender Home Scanner, som du som abonnent kan hente gratis i Fordelszonen. 

Programmet tjekker uvedkommendes adgang til dine netværksenheder, så du kan se, om dit hjem er sikkert.

I artiklen kan du læse, hvordan du:

  • Skifter kode på dit udstyr, hvis din enheds kode er for svagt.
  • Øger sikkerheden på din router.
  • Opdaterer firmwaren i dit netværksudstyr, hvis der er sikkerhedshuller.
  • Løser problemet, hvis der ikke er opdateringer til udstyrets firmware.

Hvis du tegner abonnement nu, kan du læse artiklen og de seneste 10 numre af bladet med det samme på dine mobil eller tablet med magasin-app'en Wype.

Som abonnent på Komputer for Alle får du adgang til Fordelszonen med over 300 sikre og gennemtestede programmer, så du altid er opdateret og sikret mod it-trusler. 

> Endnu ikke abonnent? Så tjek de aktuelle tilbud her.

Måske er du interesseret i ...