I sidste uge holdt internetbutikken Amazon en stor konference i Las Vegas - re:Mars, der handler om robotter og automatik - og her var der blandt andet nyt om Amazons digitale stemmeassistent Alexa.
Alexa virker på samme måde som Apples Siri, Microsofts Cortana og Google Assistant, og kan blandt andet bruges til at svare på dine spørgsmål, slå op i din kalender, vise dig vej eller tænde og slukke dit udstyr i hjemmet.
Læs også: Hvad er Google Assistant, Amazon Alexa og Siri?
Genkender og imiterer stemmer
Da Alexas nye funktioner skulle præsenteres, sagde Rohit Prasad, der er en af de øverste ledere hos Amazon:
"Vi har alle mistet en vi havde kært i pandemien - og selvom AI (kunstig intelligens) ikke kan fjerne smerten i sorgen, kan den definitivt få minder til at vare ved."
Det kan Rohit Prasad have ret i, for den store nyhed for Alexa-assistenten er, at den bliver i stand til at genkende forskellige stemmer, og derefter at imitere præcis den stemme du ønsker at høre.
Amazon siger selv om teknologien, at det er tanken, at Alexa skal vise menneskelig empati, når du fx får afdøde bedstemor til at læse en godnathistorie fra det hinsides.
Blandede reaktioner fra publikum
På konferencen i Las Vegas demonstrerede Amazon teknologien ved at vise et filmklip med en lille dreng, der spørger Alexa om bedstemor kan læse godnathistorien færdig.
Alexa svarer så med sin normale stemme, før den slår over i bedstemors stemme og begynder at læse Troldmanden fra Oz.
Det fik både publikum og efterfølgende debatfora på internettet til at reagere med lige dele fascination og væmmelse. For er det ikke lidt morbidt at lave falske stemmeoptagelser af afdøde?
I hvert fald kan teknologien medføre nogle etiske overvejelser, og flere sikkerhedseksperter har da også allerede advaret mod, at teknologien kan misbruges til fx at svindle folk telefonisk.
Læs også, hvordan du får Nem adgang til masser af musik med Smart Home i Fordelszonen
Sådan virker det
For at kunne imitere andres stemmer, skal Alexa naturligvis have hørt stemmen før. Det kræver dog kun under et minuts optagelse fra fx en video af en anden person, før Alexa har hørt nok til at kopiere stemmen.
Vi ved endnu ikke, hvor godt det virker i praksis, da den opdaterede Alexa endnu ikke er frigivet.
Det er også uvist, hvornår de nye funktioner bliver bredt tilgængelige.