I løbet af foråret vil du kunne hente den nye app Rejsebillet.
Den giver adgang til at købe billetter til offentlig transport i hele landet – på tværs af takstzoner, regioner og transportmidler.
Det betyder, at det bliver meget lettere at benytte offentlig transport, uanset om du er i København, Brønderslev eller på Bornholm.
Billetten kan nemlig købes med en og samme app, hvor du i dag bruger forskellige betalingssystemer rundt om i landet.
> Læs også: Sådan får du dit kørekort ind på mobilen
Forløber for et app-baseret Rejsekort
Det er firmaet Rejsekort og Rejseplan, der står bag den nye app, og som navnet antyder, er det samme firma, der er ansvarlig for Rejsekortet til offentlig transport.
Den nye app bliver da også præsenteret som en forløber for en kommende Rejsekort-app.
I Rejsebillet betaler du din rejse på forhånd, så du ved med det samme, hvor meget det kommer til at koste. Det er den første app i Danmark, som tilbyder landsdækkende enkeltbilletter og periodekort til pendlere.
> Læs også: Alt du skal vide om Mit.dk - Danmarks nye, digitale platform
Rejsekort som app testet i Nordjylland
Allerede i 2022 var Rejsekort og Rejseplan A/S i gang med at teste en app-baseret udgave af Rejsekortet i Nordjylland. Her skulle de frivillige testkunder swipe sig ud ind og ud af offentlig transport ved hjælp af en app.
Leverandøren af den digitale testløsning hedder FAIRTIQ, og det firma har har en gennemprøvet app-baseret platform, som er udbredt i Schweiz, Tyskland og andre europæiske lande.
> Læs også: Sådan får du det gule sundhedskort ind på telefonen
Tre millioner Rejsekort i Danmark
Der er tre millioner aktive Rejsekort i Danmark, og 80 procent af de rejsende synes ifølge en undersøgelse, at Rejsekortet gør det nemmere at rejse med offentlig transport. Dels fordi de kun behøver én billet, og dels fordi de slipper for at tælle zoner undervejs.
Derfor er det også planen, at Rejsekortet skal kunne bruges med telefonen. I første omgang må du dog nøjes med Rejsebillet-app'en, som lanceres i løbet af foråret.
- Det er første skridt på rejsen mod digitalisering af Rejsekort, og vi ser frem til, at vi kan tilbyde endnu et produkt, som de rejsende med kollektiv transport i Danmark kan få glæde af i deres hverdag”, siger Kasper A. Schmidt, der er administrerende direktør hos Rejsekort & Rejseplan A/S.
> Læs også: 4 apps der kan erstatte dit Dankort