Ny version af MobilePay med WeShare og chat

MobilePay-appen er kommet i en ny version, som giver dig en masse nye muligheder. Du skal dog selv opdatere til den nye version, før du kan bruge appen.

Mobilepay er kommet i en ny version

MobilePay er kommet med en helt ny version af appen, som giver helt nye muligheder.

Hvis du bruger MobilePay, er der gode nyheder. Appen er nemlig blevet opdateret med en række nye funktioner og forbedringer.

Den nye version er landet 12. marts, og du skal opdatere appen og logge ind på ny, før du kan bruge MobilePay til at sende og anmode om penge.

Den nye app har blandt andet fået endnu bedre sikkerhed. Det betyder blandt andet, at du skal godkende alle overførsler fx med adgangskode eller FaceID.

MobilePay lover, at der er flere nye funktioner og opdateringer på vej, men her kigger vi på nogle af de muligheder, du får adgang til allerede i dag.

Hvad er nyt i MobilePay?

Når du har opdateret til den nye version af MobilePay, vil du bemærke, at den ser helt anderledes ud, men de vigtigste funktioner som betal, anmod og scan ligger stadig let tilgængeligt på forsiden.

Når du skal overføre eller anmode om penge, er der kommet en lille lommeregner, så du let kan lægge tal sammen, trække fra eller omregne fra en anden valuta, inden du overfører penge.

Ellers foregår betalinger og anmodninger fuldstændigt, som de plejer. Dog skal du godkende oftere, end du har været vant til.

Det er blevet muligt at chatte med folk i forbindelse med betalinger. På den måde får du et samlet overblik over beskeder og betalinger, som du deler med en anden person. Du har også mulighed for at blokere en bruger, du ikke længere ønsker kontakt med.

I Appen finder du desuden din egen personlige QR-kode, som andre let kan scanne, hvis de skal overføre penge til dig. Du behøver altså ikke længere at dele dit telefonnummer.

> Læs også: Hvad er en QR-kode? Og hvad skal jeg bruge den til?

Sådan bruger du WeShare i MobilePay

Som nogen nyt i selve MobilePay-appen er funktionen WeShare, som gør det muligt at dele regningen, hvis i fx er en gruppe venner, som er ude at spise eller er på ferie sammen.

Muligheden for at dele udgifter finder du under menupunktet Grupper i menuen nederst.

Her opretter du en gruppe, navngiver den og tilføjer de relevante personer. Herefter kan i hver især tilføje de udgifter, som i har stået for. I kan vælge, om udgifterne skal fordeles lige mellem gruppens deltagere, efter beløb eller procentuelt.

Når alle har tilføjet deres udgifter, vælger du Afslut og udregn, og så regner appen selv ud, hvor mange penge i hver især skylder eller har til gode og fordeler pengene.

Det kan du ikke mere i MobilePay

Af sikkerhedshensyn er det ikke længere muligt at lave et "alias" på din profil hos MobilePay.

Fremover vil dit fulde navn - som det fremgår af CPR-registret - altid fremgå, når du håndterer betalinger med appen. På den måde er du sikker på, at personen i den anden ende er den, han eller hun påstår at være.

Du kan ikke længere sende et billede med, når du overfører penge, og så er det ikke muligt at sende et gavekort, som det var i den gamle version.

Du skal også være opmærksom på, at anmodninger bliver slettet efter 7 dage. Herefter kan du naturligvis lave anmodningen igen.

> Læs også: 4 apps der erstatter dit kreditkort

Sådan får du den nye MobilePay-app

Når du åbner din MobilePay-app første gang efter 12. marts 2024, vil du blive bedt om at opdatere appen. Følg blot instruktionerne på skærmen.

Du kan naturligvis også opdatere ved at finde appen i din foretrukne app-butik.

Har du Android,finder du appen her i Google Play Butik.

Hvis du har en iPhone, skal du forbi Apple App Storevia dette link.

Hvis du oplever problemer med at installere den nye app - eller vil lære mere om de nye funktioner - kan du tjekke MobilePays hjemmeside her.