Hvilken skraldespand skal du vælge?
Hvilken skraldespand skal du vælge?

Snart bliver affaldssortering en del af Windows som følge af et krav fra EU.

© Shutterstock

Nu skal du affaldssortere i Windows

Efter den kommende opdatering til Windows bliver det umuligt at smide alle filtyper i Papirkurven i Windows. I stedet skal du sortere filerne, der skal smides ud.

1. april 2023 af Martin Lorentsen

Opdateret: Denne artikel er en aprilsnar, og selvom affaldssortering er meget oppe i tiden, er der intet der tyder på, at du får flere skraldspande i Windows. Det er i hvert fald ikke noget, vi kender til. 


EU-borgere vil snart bemærke en lille ændring i Windows i form af fem nye mapper på Skrivebordet. 

Mapperne er nye skraldespande i stil med Papirkurven, som er designet til at slette særlige filtyper.

Microsoft skriver i et blogopslag, at Windows-brugere fremover vil blive opfordret til at sortere i filerne, når de skal slettes. Faktisk vil det slet ikke være muligt at slette visse filtyper med Papirkurven, som vi ellers er vant til.

Forsøger du fx at smide en videofil i Papirkurven, vil du blive mødt af en fejlmeddelelse, som fortæller, at du skal benytte en af de andre skraldespande i Windows. 

Og det er der en ganske særlig grund til.

Genbruger pc’ens kræfter

Ifølge Microsoft lider Windows en smule, hver gang du putter tunge filtyper i Papirkurven. Derfor skal du snart sortere i filerne, så de store filer som fx videofiler bliver slettet i en særlig Videokurv, og de mindre tekstfiler ryger i Papirkurven.

Når du sletter filerne korrekt, vil processorkraften, som pc’en brugte på at skabe filerne, i stedet blive genbrugt, og det har tilsyneladende en stor betydning for pc’ens ydeevne, fortæller Pislar Ran fra Microsoft:

“Med Windows Recycle-funktionen sender vi ikke kun et signal til omverdenen om, at Microsoft bekymrer sig om Moder Jord. Styresystemet vil også performe op til 40 procent bedre, og levetiden for enheden forlænges med præcist 12 år,” siger Pislar Ran i et blogopslag på Microsofts hjemmeside.

Affaldssortering i Windows
Affaldssortering i Windows

Sådan kommer de nye skraldespande til at se ud på Skrivebordet i Windows.

© Microsoft


Microsoft skriver desuden, at hvis du sorterer 10 GB mediefiler som fotos, lydfiler og videoer, er det muligt at overføre næsten 9 GB data til processoren og dermed konvertere den slettede lagerplads til processorkraft.

Krav fra EU

I alt bliver fem nye skraldespande tilføjet til Windows: En skraldespand til fotos, en til videoer, en til lydfiler, en til programmer og en til farlige filer som fx systemfiler og programfiler. Papirkurven vil fremover kun tage imod skriftlige dokumenter.

Det sker efter, at Europa-Kommissionens Udvalg for Energikriser fremlagde Europa-Parlamentet et forslag til lovgivning om at gøre det mere bæredygtigt at bruge elektronik.

Ifølge Europa-Kommissionen spilder mange Windows-computere nemlig kræfterne på at behandle forkerte filer i Papirkurven, og det betyder, at computeren bruger mere strøm end nødvendigt.

De nye skraldespande i Windows kommer samtidig med en større opdatering til Windows 11, hvor der blandt andet også kommer en tablet-venlig Proceslinje

Allerede fra mandag morgen klokken 07:00 bliver den grønne indstilling tilføjet til Windows 10.

LÆS OGSÅ: Mand bygger mikrobølgeovn af 5G-telefoner

Måske er du interesseret i ...