Nu kan du give læse- og skriveadgang til Digital Post

Synes du, det er svært at svare på Digital Post fra det offentlige? Nu kan du give andre lov til at svare på dine vegne. Det eneste, du skal bruge, er MitID.

Borger.dk logo

Du læser din digitale post ved at logge på borger.dk

© Morten Skeldal Østergaard

Digitaliseringsstyrelsen har lanceret en ny funktion i Digital Post, som gør livet lettere for folk, der har svært ved selv at håndtere den digitale kommunikation med det offentlige.

Nu kan du ikke kun læse, men også skrive og besvare Digital Post på vegne af et nært familiemedlem eller en anden, der har behov for støtte.

Den nye skriveadgang er en udvidelse af den tidligere læseadgang, som allerede bliver brugt af over 250.000 danskere.

Tidligere kunne du give andre lov til at læse din Digitale Post fra fx hospitaler, kommunen eller andre myndigheder. Men det er først nu blevet muligt at give andre lov til også at svare på den Digital Post.

Skærmbillede fra borger.dk

Du kan svare på andres post fra din egen indbakke på borger.dk.

© Morten Skeldal Østergaard

Hvordan får jeg skriveadgang til Digital Post?

For at få læse- og skriveadgang til Digital Post på vegne af en anden, skal du ansøge via www.borger.dk eller ved personlig henvendelse i Borgerservice.

Den pårørende, der ønsker adgang, kan selv søge om det, eller også kan den borger, der har brug for hjælp, give adgang.

Når adgangen er tildelt, logger hjælperen ind i Digital Post med sit eget MitID.

For at anmode om adgang skal du have den anden persons for- og efternavn og CPR-navn. Du kan også aftale, om adgangen eventuelt skal have en udløbsdato, ellers skal du bare vælge "Adgangen skal aldrig udløbe", når du opretter adgangen.

Når adgangen er givet, kan hjælperen skifte til den digitale postkasse for den, der skal hjælpes og håndtere post på dennes vegne. Alle meddelelser, som sendes på vegne af en anden, vil tydeligt vise, at de er skrevet af en hjælper.

Gælder kun post fra offentlige myndigheder

Lanceringen af skriveadgangen i Digital Post er en del af målsætningen med det poetiske navn: "Den Fællesoffentlige Digitaliseringsstrategi 2022-25". Meningen er, at flere borgere skal inkluderes i den digitale kommunikation og gøre det muligt for dem at få hjælp til opgaver, der ellers kræver lidt teknisk indsigt.

Læse- og skriveadgangen gælder kun Digital Post fra offentlige myndigheder og altså ikke fra private virksomheder som banker og forsikringsselskaber. Hvis der er behov for adgang til privat Digital Post, skal du i stedet for kontakte e-Boks eller mit.dk.

Det er også vigtigt at bide mærke i, at skriveadgangen ikke er det samme som en fuldmagt med ret til at træffe beslutninger for en anden person. Derfor kan den myndighed, du skriver til, også kræve mere dokumentation for at sikre, at hjælperen har lov til at handle på vegne af den anden borger.

Du kan læse meget mere og få svar på dine spørgsmål om læse- og skriveadgang til Digital Post på www.borger.dk