Svindel med NemID
NemID

Du skal bruge NemID, når du skal logge ind på alt fra netbank og Skat og når du skal bestille tid hos lægen. Se her, hvordan du bruger NemID mest sikkert.

Stort sikkerhedshul i NemID: Sådan sikrer du dig

En ny type svindel med NemID har set dagens lys, og den kan koste dig dyrt, hvis du er uheldig. Her kan du se, hvordan du sikrer dig mod tyveriet.

NemID skulle være en helt tryg og sikker løsning, når du skal logge ind på din netbank, det offentlige eller lægen. Men det viser sig nu, at det er muligt at snyde med den ellers så sikre metode.

En ny svindeltype med NemID er nemlig blevet afsløret i forbindelse med, at en dansk sygeplejerske blev forsøgt svindlet for cirka 265.000 kroner. Det fortæller DR.

Svindlen foregår ved, at ondsindede personer får fat i dit bruger-id – cpr-nummeret – og den kode, der bliver brugt til at logge ind med NemID.

I dette tilfælde havde tyvene efter alt at dømme fået fat i loginoplysningerne ved hjælp af såkaldte keyloggere på en offentlig computer – sandsynligvis en computer på et bibliotek.

Keyloggerne ligner USB-nøgler, som er sat til computeren. Keyloggerne kan opsnappe alt, der bliver tastet ind på computeren, og så kan tyvene tage den USB-nøgle-lignende genstand med hjem og finde frem til dine oplysninger.

Nem ID svindel

Når du logger ind med NemID får du oplyst, hvor mange nøgler, du har tilbage på nøglekortet. Det kan give svindlerne en idé om, hvornår der kan lande et nyt nøglekort i din postkasse.

© DR

Overvågning af Nem-ID-nøglekort

Når de kriminelle har fået fat i dine oplysninger, kan de logge ind og se, hvor mange nøgler, der er tilbage på dit nuværende nøglekort.

Tyvene kan så holde øje med, hvor mange gange dit nøglekort bliver brugt, indtil der kommer besked om, at et nyt nøglekort er på vej med posten. Nøglekortet bliver herefter opsnappet af de kriminelle, inden du modtager det.

I tilfældet med den danske sygeplejerske er det, ifølge DR, politiets teori, at nøglekortet er blevet fisket op af postkassen, men det vides ikke, hvordan tyvene vidste, at nøglekortet ville komme netop den dag. 

Heldigvis kan du forholdsvist nemt beskytte dig mod denne type svindel.

Log sikkert ind med NemID-app’en

NemID skulle være sikkert, da det både dit cpr-nummer, er en kode, du husker i dit hoved og et fysisk nøglekort, du skal bruge, når du logger ind. Alligevel har det lykkedes tyve at få succes med at misbruge andre menneskers NemID.

NemID har dog en app som erstatning for nøglekortet, som du kan få til din smartphone. Når du bruger app’en første gang, skal du dog logge ind med dit fysiske nøglekort, men efterfølgende foregår alt på din telefon.

NemID-appen kræver, at du indtaster dit bruger-id og din adgangskode. I stedet for at finde papkortet frem, får du nu sendt en kode på telefonen, som du skal bruge i app’en og dermed undgå at risikere, at langfingrede personer kommer i besiddelse af dit nøglekort.

Her kan du se, hvordan du installerer Nem ID-app’en, og hvordan den fungerer.

Beskyt din telefon

NemID-app’en er sikker, da den gør det fysiske nøglekort overflødigt, så det ikke kan falde i de forkerte hænder. 

Hvis du skulle være så uheldig at få stjålet din telefon, skal tyvene stadig bruge dine loginoplysninger - både til telefonen og til Nem-ID app'en.

Bruger du app’en, er det dog en rigtig god idé at få beskyttet din telefon godt mod hackerangreb.

Her kan du læse mere om, hvordan du sikrer dig med antivirus-programmer.

Vil du gerne beskytte din telefon yderligere, er der mulighed for det, og det er ikke videre kompliceret. Her har vi skrevet, hvordan du gør det.

LÆS OGSÅ: MitID erstatter NemID

Måske er du interesseret i ...