Folketingsvalg 2019 nemid

Hvorfor kan du ikke stemme til folketingsvalget med NemID? Det svarer vi på her. 

Derfor kan du ikke stemme til valg med dit NemID

Det ville være langt lettere at stemme til folketingsvalget med en smartphone og NemID, end at vandre ned i den lokale gymnastiksal og finde papir og blyant. Læs her, hvorfor det ikke er en mulighed.

20. maj 2019 af Henning Dadkhah Rasmussen

Når vi den 5. juni skal stemme til folketingsvalget, vil det foregå præcis som det har gjort de seneste mere end 100 år: Med gammeldags papir og blyant i en aflukket kabine. 

Det på trods af at der de seneste 20 år er sket en rivende digital udvikling i samfundet, som betyder at vi kan foretage alt fra tinglysning til receptbestilling med vores personlige NemID.

Så hvorfor har vi ikke samme mulighed for at benytte den moderne teknologi, når vi skal stemme om de 179 politikere, der de næste fire år skal repræsentere os i Folketinget?

> Læs også: 10 spørgsmål og svar om NemID

Grundloven står i vejen

Den nok største forhindring for at forny stemmeprocessen skal findes i Grundloven. 

I Grundlovens §31, stk. 1 står der nemlig: "Folketingets medlemmer vælges ved almindelige, direkte og hemmelige valg." Det sidste ord er det afgørende her, for mens man i kabinerne på valgstederne kan skjule, hvor man sætter sit kryds, og aflevere en udfyldt stemmeseddel uden navn, er det anderledes, hvis man logger ind på et stemmesystem med sit NemID. Selve essensen af NemID er at man identificerer sig, når man logger ind.

Carsten Schürmann, der er lektor ved IT-universitetet i København og leder af forskningsgruppen Demtech, der forsker i tilliden til digitale valgsystemer, har tidligere udtalt til Danmarks Radio: 

"Man kunne givetvis lave en digital løsning, hvor den enkelte stemme ikke blev opbevaret sammen med personlige oplysninger – men så ville det næste problem dukke op. Det vigtigste ved valget er, at der er tillid til valgresultatet. Og vi kan ikke garantere, at vi kan bygge et fuldstændig sikkert system med NemID eller noget tilsvarende", siger han.

> læs også: Slip for nøglekort til NemID med ny app

Frygt for sabotage og hackere

Samtidig er der risikoen for at udenlandske magter eller politiske fraktioner vil hacke et digitalt system og manipulere med valgresultaterne. 

Mistanker, vi senest har set ved amerikanske præsidentvalg, hvor stemmemaskiner ved ét valg angiveligt var manipulerede og Rusland ved det seneste valg var under mistanke for at påvirke valgresultatet.

Derfor har det endnu lange udsigter, at vi kan slippe for turen ned til det lokale valgsted og i stedet på få minutter afgive vores stemme med pc eller mobil. Men du kan selv gøre noget for at skubbe til udviklingen, hvis du gerne ser de digitale muligheder blive udnyttet bedre. 

Netop nu er et borgerforslag oprettet, hvor forslagsstilleren foreslår, at man skal kunne stemme med sit NemID som et supplement til de fysiske afstemninger. 

Forslaget har i skrivende stund 55 støtter, og du kan selv støtte det her

Måske er du interesseret i ...