MitID
MitID

Nu er det tid til at skifte til MitID. Fra 31. oktober 2022 lukker NemID, og du skal herefter bruge MitID til at tilgå netbank, Borger.dk og andre tjenester.

MitID: Det skal du huske

31. oktober 2022 er NemID fuldt udfaset, og i stedet skal du bruge MitID. I forbindelse med skiftet er det vigtigt, at du tager en række forholdsregler. Her hjælper vi dig på vej.

31. oktober 2022 er NemID efter planen fuldstændigt udfaset i Danmark.

Det betyder, at du fra 1. november 2022 ikke længere kan bruge NemID til at verificere din identitet, sætte din digitale underskrift og logge ind på diverse online-portaler som fx på netbanken og på borger.dk.

I stedet skal du bruge den forholdsvist nye digitale løsning MitID til selvbetjeningsprocesser på internettet. 

Årsagen til skiftet er, at MitID lever op til de nyeste standarder inden for digital sikkerhed.

Der er dog en række vigtige forholdsregler, du skal tage, når du opretter dit MitID, så du kommer bedst muligt i gang med login-løsningen.

LÆS OGSÅ: NemID lukker og slukker

Her skal du bruge MitID

Du skal bruge MitID alle de steder, hvor du tidligere har brugt NemID.

Det er fx til at logge ind og godkende overførsler i din netbank. Det er også, når du skal logge ind på offentlige tjenester som Borger.dk og Skat, når du skal læse digital post osv.

Du skal også forvente, at du skal bruge MitID til at bekræfte køb over en vis størrelse, når du handler på nettet. Noget, du måske allerede oplever med NemID i dag. 

LÆS OGSÅ: mit.dk: Alt om Danmarks nye platform til digital post

Vælg det rigtige bruger-ID til MitID

Når du skal bruge MitID til at logge ind med, skal du bruge et bruger-ID, som fungerer som et slags brugernavn. Dette bruger-ID skal du indtaste hver gang, du skal bruge MitID på mobilen eller pc'en.

Dit bruger-ID indtaster du fx på en hjemmeside, hvorefter du får tilsendt en loginanmodning på MitID-app’en på telefonen. Dernæst skal du åbne app’en på telefonen og godkende loginanmodningen.

Dit brugernavn, eller bruger-ID, opretter du, når du sætter MitID op første gang.

> Læs her, hvordan du sætter MitID op

Den gamle NemID-app krævede både et bruger-ID og en adgangskode for at få tilsendt en loginanmodning på telefonen, men det er ikke tilfældet i MitID.

Derfor er det vigtigt, at du holder dit bruger-ID til MitID hemmeligt og ikke kalder dig noget åbenlyst som fx dit navn. Det gør det vanskeligere for svindlere at misbruge din identitet, hvis du kombinerer bogstaver med tal og specialtegn.

LÆS OGSÅ: Eksperterne: Lav det perfekte kodeord

Vigtigt: Husk din PIN-kode til MitID

Når du aktiverer dit Mit-ID første gang, skal du oprette en særlig PIN-kode.

PIN-koden skal være på seks cifre, og det er afsindig vigtigt, at det kun er dig, der kender til denne kode.

Koden skal desuden være vanskelig at knække, og derfor er det umuligt at vælge en PIN-kode, der har seks identiske tal eller har specifikke talrækker som 123456.

Lige så vigtigt er det, at du ikke glemmer koden. Sker det, kan du få hjælp til at genaktivere app’en og oprette en ny PIN-kode, men det er en noget bøvlet proces, som kan kræve et besøg hos Borgerservice.

Skulle du alligevel få behov for at genaktivere MitID-app’en, kan du få hjælp til det ved at følge dette link.

5 råd til at bruge MitID

  1. Vis aldrig dine koder til andre.
  2. Udlever aldrig din MitID app, -kodeviser eller -kodeoplæser til andre. Appen kan dog deles med andre i husstanden, fx på en fælles tablet, så længe man har hvert sit bruger-ID og PIN-kode.
  3. Del aldrig dit bruger-ID med andre – undtagen med supporten, hvis du selv kontakter den.
  4. Godkend aldrig noget med MitID på baggrund af fx et opkald, en e-mail eller besøg fra nogen, som udgiver sig for at være fra din bank, fra Digitaliseringsstyrelsen, politiet, supporten eller noget helt femte. Du vil aldrig blive kontaktet på den måde.
  5. Læs altid, hvad det er, du er ved at godkende med MitID. Hvis teksten ikke svarer til det, som du ønsker at gøre, eller hvis du ikke selv har igangsat handlingen, skal du lade være med at godkende.

Kilde: Digitaliseringsstyrelsen

Problemer med MitID?

Hvis du har problemer med opsætning eller brug af MitID, kan du søge hjælp på hjemmesiden www.mitid.dk. 

Her kan du også kontakte support, og sidste udvej er et besøg hos Borgerservice. 

Vær opmærksom på, at der kan være lang kø og ventetid hos Borgerservice, så du kan med fordel bestille tid på forhånd. 

Måske er du interesseret i ...