Bitcoin æder nu 0,6 procent af verdens samlede elforbrug.
Bitcoin

Bitcoin æder nu 0,6 procent af verdens samlede elforbrug.

© Bitcoin

Bitcoin bruger lige så meget strøm som Sverige

Den digitale møntfod, Bitcoin, kræver ekstremt meget strøm, og den bruger nu lige så meget energi som et mellemstort europæisk land.

Strømforbruget ved at fremstille den digitale møntfod, Bitcoin, er steget voldsomt, og nu bruger netværket bag Bitcoin lige så meget strøm som hele Sverige.

Siden oktober 2020 har prisen på Bitcoin sat den ene rekord efter den anden, og værdien toppede indtil videre på over 58.000 dollars den 21. februar i år.

> Læs også: Bitcoin: Alt du skal vide om den digitale valuta

Elon Musk investerer Teslas penge i Bitcoin

Værdistigningen på Bitcoin skyldes blandt andet, at Tesla-chefen Elon Musk besluttede sig for, at bilfirmaet skulle investere 1,5 milliard dollars i Bitcoin. Det svarer til over 9 milliarder danske kroner.

Eksperter vurderer, at Teslas investering i Bitcoin vil få flere virksomheder til at følge trop, da Tesla er en af verdens største virksomheder.

De høje priser på den digitale valuta har gjort det økonomisk attraktivt at være med til at udvinde Bitcoin, og den slags kræver strøm – masser af strøm.

Bitcoin-mining kræver kraftige computere

Rundt omkring i verden udvindes Bitcoin på meget kraftige, specialiserede computere. 

Når man udvinder eller miner Bitcoin, er man med til at bekræfte alle de overførsler, der sker med Bitcoin og sørge for, at systemets register over Bitcoin-beholdninger opdateres. 

En computer, der udvinder Bitcoin, skal løse komplicerede matematiske opgaver, og de opgaver er blevet gradvist sværere, siden Bitcoin blev lanceret i 2009. 

Dengang kunne en almindelig pc udvinde Bitcoin, og de første brugere udvandt masser af Bitcoins på kort tid.

> Læs også: Japan bygger verdens hurtigste supercomputer

Bitcoin er en strømsluger

I dag kræver det dyre computere med mange processorer at udføre det avancerede udregningsarbejde, og det foregår især i lande som Kina, hvor strømmen er billig.

Cambridge Universitet holder øje med Bitcoins elforbrug med tjenesten Cambridge Bitcoin Electricity Consumption Index. Her kan du se, hvor meget de anslår Bitcoins elforbrug til lige nu. 

I skrivende stund er forbruget på 130 terawatt-timer, og det tal vil fortsætte med at stige i takt med, at brugen af Bitcoin vokser.

Tjenesten anslår også, at Bitcoin nu er oppe på at stå for 0,6 procent af verdens samlede elforbrug.

Måske er du interesseret i ...