1. Giv netværket et eftersyn på pc'en
Trin 1: Tjek hvem der er på netværket
Jo flere enheder, der er på nettet, jo langsommere bliver forbindelsen også.
Det kan derfor være en god idé at tjekke, om der muligvis er koblet en masse enheder på din Wi-Fi-forbindelse, som ikke burde være der. Det kan eksempelvis være, at en nabo uagtet er kommet til at hoppe på dit netværk, eller at du har apparater i hjemmet, som strengt taget ikke behøver være på nettet.
Med programmet Wireless Network Watcher kan du scanne dit Wi-Fi-netværk og få en oversigt over, hvem der er logget på.
Trin 2: Undersøg hastigheden
Trin 3: Vælg den hurtigste browser
Ikke alle browsere er skabt ens. Fx er nogle browsere mere “tunge” end andre og kan kræve meget af din computers hukommelse. Det kan have indflydelse på, hvor hurtig browseren er og indlæser hjemmesider.
Din computers specifikationer kan også have betydning for hastigheden af din browser, ligesom det, du bruger browseren til, kan have indflydelse på ydelsen. Vi anbefaler derfor, at du prøver nogle forskellige browsere og finder den, der passer bedst til dit behov, og som du synes har den bedste hastighed. I boksen her har vi samlet fem oplagte bud på browsere.
Microsofts Edge-browser er en af de mindst anvendte browsere, men det er ærgerligt, for måske passer den godt til dig og dit behov.
Trin 4: Brug routerens frekvenser
Mange routere kan sende på flere frekvenser, fx 2,4 GHz og 5 GHz. Med 5 GHz får du højere hastighed og undgår forstyrrelser fra de netværk, der kører på 2,4 GHz. 2,4 GHz har lavere hastighed, men længere rækkevidde.
Med begge typer netværk i hjemmet kan du fordele dine enheder på to frekvenser, alt efter hvad der passer bedst. Her viser vi fremgangsmåden på en router fra D-Link – det kan se lidt anderledes ud på din router.
Åbn din browser. Indtast routerens adresse – typisk 192.168.0.1 1 (adressen står altid i routerens manual). Indtast koden til routerens styresider 2, og klik på Log in 3.
Klik på Settings 4, og vælg Wireless 5. OBS: Punkterne kan se anderledes ud og hedde noget andet på din router.
Hvis Smart Connect 6 er aktiveret, skal du deaktivere det. Det er en funktion, som smelter de to frekvenser sammen i samme navn. Skriv nu et navn til 2.4-GHz-netværket 7, og husk at inkludere 2.4 i navnet, så du kan genkende det. Udfyld også 5-GHznetværkets navn og skriv 5 som en del af navnet 8. Klik på Save.
2. Gå din router efter i sømmene
Trin 1: Få routeren op i højden
Signalet fra din router bliver sendt udad og nedad. Derfor er det ikke særlig smart at gemme den væk nede på gulvet, selvom det kan være tillokkende, da en router jo ikke er det smukkeste apparat i verden. Det gælder i stedet om at placere routeren så højt som muligt.
Når routeren er placeret højt, har signalet færre hindringer at passere igennem, hvilket kan forbedre dækningen i forskellige rum og områder. Placeringen højt oppe kan reducere interferens med andre elektroniske enheder og forhindre, at signalerne absorberes eller blokeres af møbler og vægge. Og ved at placere routeren højt øges sandsynligheden for, at de trådløse enheder, som telefoner, tablets, computere og smart-TV har en klar synslinje til routeren, hvilket kan forbedre signalstyrken og stabiliteten.
Jo højere og mere frit, du placerer din router i hjemmet, jo bedre kan signalet nå ud i din bolig.
Trin 2: Vend antennerne rigtigt
Måske har du aldrig tænkt over det, men det er faktisk ikke ligegyldigt, hvilken vej, antennerne på din router vender. Er der fx steder i din bolig, hvor der er manglende eller dårlig dækning, kan det skyldes, at antennerne på din router vender uhensigtsmæssigt.
For at løse problemet kan du justere antennerne. Drej en antenne, så den peger mod det område, i din bolig, hvor du oplever dårlig dækning. Vær opmærksom på, at tippet kun virker på routere med udvendige antenner.
Trin 3: Find den rigtige placering
Det kan være fristende at placere routeren i et skab på kontoret, som ligger langt væk i den ene ende af huset. Men det er langt fra den optimale placering. I stedet bør du placere routeren så centralt i dit hjem, som det kan lade sig gøre.
Ved at placere routeren centralt sikrer du, at signalet spredes jævnt i alle retninger, hvilket er særlig vigtigt for meget store boliger eller hjem med mange værelser.
Trin 4: Prøv med et kabel
Hvis internettet driller eller er langsomt, kan det være svært at vide præcis, hvad der er galt. En hurtig måde til at udelukke nogle fejlmuligheder er at sætte et netværkskabel direkte i din computer.
Ved at tilslutte din computer til netværket udelukker du problemer med den trådløse forbindelse, der kan opstå på grund af såkaldt interferens eller dårlig dækning. Det hjælper med at afgøre, om problemet ligger i den fysiske eller trådløse forbindelse. Hvis du forbinder din computer til netværket med et kabel, kan du også udelukke problemer med din pc’ens trådløse adapter som årsag til netværksproblemer.
Det er et vigtigt skridt for at indsnævre årsagen til problemet. Kablede forbindelser er generelt mere stabile end trådløse forbindelser. Hvis din netværksforbindelse er mere stabil med et kabel, kan det indikere, at noget ved din router, repeatere eller lignende er defekt.
Kan være problem hos udbyder
Oplever du til gengæld stadig problemer, fx intet internet, eller en meget langsom forbindelse, selvom du har koblet din computer til nettet med en kablet forbindelse, kan det tyde på, at fejlen ligger et andet sted. Det sandsynliggører nemlig, at fejlen kan ligge i en specifik port, et kabel eller hos din internetudbyder.
Har du mistanke om, at fejlen ligger hos din udbyder, bør du tage kontakt til denne og bede virksomheden køre en test for at få be- eller afkræftet din mistanke om, at forbindelsen er ramt af problemer fra deres side.
Trin 5: Giv routeren en kort pause
Det er det ældste råd i bogen, men det virker overraskende ofte, hvis du oplever problemer – hvis dit udstyr fx ikke vil komme på nettet, eller hvis forbindelsen er usædvanlig langsom.
Prøv derfor altid at slukke for routeren i ti sekunder og tænd den så igen. Ofte løser det nemlig problemerne. Den slags fejl kan have forskellige årsager.
Routerens hukommelse kan blive overbelastet, og det afhjælper en genstart. En genstart vil også nulstille og opdatere forbindelsen mellem routeren og din internetudbyders netværk, der også kan være årsag til problemer.
3. Køb dig til en bedre forbindelse
Trin 1: Overvej om du bør skifte abonnement
Dit internet kan aldrig blive hurtigere end den hastighed, du betaler for. Overvej derfor, om dit behov er dækket af det abonnement, du har, eller om du bør kigge dig om efter en hurtigere hastighed.
I vores skema kan du få en fornemmelse for, hvor høj en hastighed, der er nødvendig, alt efter hvor mange I er i husstanden, hvor meget, der er koblet på nettet, og hvad I foretager jer på nettet til daglig
Trin 2: Køb en hurtigere router
Har du en gammel og støvet router stående i skabet, er det muligvis forklaringen på, at internettet i dit hjem og langsomt, hakkende og hullet.
En gammel router kan have svært ved at håndtere alle de enheder, du har på netværket. Det kan en ny router, som i mange tilfælde automatisk fordeler trafikken optimalt mellem dine enheder. Alle nyere routere understøtter desuden Wi-Fi 6 og Wi-Fi 6Estandarden.
Med Wi-Fi 6 får du blandt andet flere frekvenser, dit udstyr kan bruge, og højere hastigheder.
Trin 3: Et moderne mesh-netværk dækker bedre
Mesh-netværk virker på den måde, at der i stedet for en hovedrouter, som man ellers typisk er vant til, typisk er tre trådløse enheder, hvoraf én er forbundet til din internetforbindelse.
Enhederne placeres forskellige steder i dit hjem, hvor du gerne vil have dækning, og de kommunikerer så frit med hinanden og skaber dermed et finmasket Wi-Fi-trådnet. Mesh-netværk er en mere effektiv løsning end at bruge en almindelig router og et antal repeatere.
Repeatere kommunikerer nemlig kun med routeren – og ikke indbyrdes som mesh-netværk. Til gengæld er repeateren ofte en billigere løsning end at skifte hele netværket ud med mesh-enheder blot for at dække et enkelt dødt område i boligen med trådløst netværk.
Trin 4: Få internet i hjemmets afkroge
En repeater, også kendt som en extender – eller på godt dansk en Wi-Fi-forstærker – er et lille apparat, der forstærker signalet fra din router.
Repeateren monteres blot i en stikkontakt i det rum, der skal have bedre Wi-Fi-dækning. Herefter forbinder du repeateren med routeren, og så sørger repeateren for at “gentage” signalet, så du ikke længere oplever netværksproblemer i det givne rum.
En repeater er et godt valg til at forbedre netværksdækningen, hvis du kun har behov for at gøre dækningen bedre i et specifikt rum. Har du brug for omfattende dækning i hele hjemmet, skal du finde en anden løsning, som fx en ny router eller et såkaldt mesh-netværk, som du også kan læse om her på siden.
Vi har tidligere testet D-Link DAP-1620, som det ikke tog mere end fem minutter at sætte op. Herefter var der med det samme bedre dækning i den del af huset, der før var fattig på Wi-Fi-signaler. En smart funktion er et lyssignal på siden, som viser, hvor stærk forbindelsen til din router er, så du sætter den korrekt.
Magasin-artikel (PDF)
Hent program
Klik på linket herunder for at hente Wireless Network Watcher fra vores hjemmeside i en gennemtestet og garanteret virusfri udgave: