5G har været på alles læber det seneste års tid både på godt og på ondt.
Nogle frygter 5G, og andre glæder sig over det lynhurtige netværk.
7. september 2020 kommer 5G-netværket endelig til Danmark, men det er ikke alle, der kan bruge det.
5G bliver gjort tilgængeligt på danske telefoner af teleselskabet TDC, og det kommer til at virke optimalt med de utroligt hurtige hastigheder og svartider i centrum af København, Odense, Aarhus og Helsingør.
5G skal ifølge TDC dække 80 procent af Danmark ved udgangen af september, men det hurtige netværk vil i første omgang være bedst i de fire nævnte byer.
Det kræver dog en ny telefon for mange af os.
Læs vores test: OnePlus 8 PRO er en af de mobiler, som understøtter 5G
5G kræver ny smartphone
5G-forbindelsen kan du snart få glæde af i Danmark, men ikke hvis du har en smartphone af ældre dato. Du skal nemlig have en mobiltelefon, der er ny nok til, at den understøtter 5G-teknologien.
Huawei, Samsung, Sony, Nokia og Motorola er i skrivende stund de producenter, der har smartphones, som er helt klar til 5G, og det kræver altså, at du har en ny en af slagsen for at kunne bruge det hurtige netværk.
5G skal du desuden også have med dit telefonabonnement, og ifølge YouSee, som TDC ejer, har du automatisk 5G i dit abonnement, hvis det koster over 200 kroner om måneden.
3, Telenor og Telia vil i fremtiden også åbne op for 5G, men hvornår vides ikke.
LÆS OGSÅ: Her er Samsungs nye topmodel
5G giver hurtig hastighed og stærk forbindelse
5G er den femte generation af det mobile netværk og kommer til at erstatte 4G, som de fleste af os render rundt med på vores smartphones. Og synes du, at hastigheden med 4G er hurtig, kan du godt glæde dig til opgraderingen.
5G giver nemlig mulighed for en 100 gange hurtigere netværkshastighed end 4G.
Det vil blandt andet give dig hurtigere og bedre streaming, og det vil gøre livet med internetopkoblede produkter i hjemmet bedre for dig.
Du vil desuden opleve, at forbindelsen er mere stabil, end tilfældet er nu, hvor mange mennesker samlet på samme sted belaster og forstyrrer forbindelsen.
Slutteligt er det værd at nævne, at du ikke behøver at frygte 5G. Flere undersøgelser viser nemlig, at strålingen fra 5G ikke er større end strålingen fra 3G og 4G.