Det har været kendt længe, at du aldrig skal klikke på 'Unsubscribe' eller 'Afmeld', når du modtager en mail, som du ikke selv har valgt at abonnere på.
Det har vi på Komputer for alle advaret om flere gange.
Ved at klikke på teksten eller knappen fortæller du nemlig de kriminelle, at der er liv i den anden ende og at din mailadresse fungerer.
Det vil ofte betyde, at du fremover modtager endnu mere spam på den mailadresse.
Helt nyt strategi skaber forvirring
Nu har de kriminelle dog fundet på en helt ny strategi, som går skridtet videre.
I en ny spamkampagne modtager man mails fra svindlerne, hvor der simpelthen ikke er andet indhold end netop knapper til at afmelde yderligere mails.
Dermed aner man ikke, hvad det er man afmelder eller melder sig til, og det gør dels at de pågældende mails måske ikke lander i din spammappe - og dels at man er mere tilbøjelig til at klikke afmeld, når der tydeligvis intet brugbart er i mailen.
> Læs også: 6 gode råd til at spotte spam og svindelmails
Samme resultat, når du klikker
I den sidste ende er resultatet af dit klik dog det samme som altid: Når du klikker på 'Unsubscribe' eller 'Afmeld' sendes en mail til en lang række adresser, som den kriminelle har kontrol over.
Han ved nu, at der er et menneske i den anden ende af mailadressen, som vil modtage og læse hans fremtidige spammails.
Og det udnytter han nu til at sende dig endnu mere spam.

I den nye spam-kampagne opfordres du til at klikke på 'Unsubscribe me!' for at stoppe de uopfordrede mails, men dit klik fortæller blot bagmændene, at der er en modtager i den anden ende.

I andre af de nye spam-mails har du både mulighed for at klikke på tilmeld og afmeld, men begge knapper fører til samme resultat: Din indbakke fyldes med skrammelmails.

Når du klikker på Unsubscribe åbner der i nogle tilfælde en ny mail, du skal sende for at blive afmeldt.
I modtagerfeltet står masser af adresser, som spammerne har kontrol over. Dermed ved de, at du sidder klar til at modtage flere mails.
Undgå fristelsen til at klikke afmeld
Selvom du er vant til, at legitime nyhedsbreve og andre mails, du selv har meldt dig til, har en brugbar 'Afmeld'-knap, der rent faktisk fører til et stop for yderligere mails, skal du prøve at undgå fristelsen til at klikke 'Unsubscribe' i disse nye mails - eller i spammails generelt.
Hvis du i stedet blot sletter mailen, vil spammerne ikke forsøge at sende dig endnu mere skrammel.
Du kan dog stadig modtage denne type mails fra tid til anden, da vi ikke ved, hvor ofte spammerne opdaterer deres adressekartoteker.
> Læs også: Tjek, om din mailadresse bruges til at udsende spam-mails