Edison Mail: Få fuld kontrol over dine e-mails

Edison Mail er et brugervenligt e-mailprogram, der selv sørger for at sortere din post i overskuelige mapper.

Du kan samle alle dine e-mailkonti med Edison mail

Dine konti ligger i en liste, så du hurtigt kan skifte mellem dem, men du kan også se mails fra alle dine konti i én visning.

© Shutterstock/Komputer for alle

Programmet Edison Mail samler alle dine mailkonti ét sted.

Du kan fx samle e-mailadresser fra Gmail, Outlook og Yahoo, og du vælger selv, om det hele skal ses i én samlet indbakke, eller om du hellere vil læse post fra de forskellige konti hver for sig.

Selv om du således kan have mange konti og tusindvis af e-mails samlet i det samme mailprogram, er det alligevel overraskende enkelt at finde rundt i det hele, for en af Edison Mails styrker er evnen til at sortere og organisere din post.

Sorterer efter emner

Programmet bruger kunstig intelligens til at lægge e-mails i mapper sorteret efter emner som rejser, regninger og pakkepost.

Det gør det meget nemt at få et hurtigt overblik over alle de e-mails, du har modtaget om fx ankomne pakker.

Hjælper med nyhedsbrevene

Hvis du har tilmeldt dig mange nyhedsbreve fra foreninger eller virksomheder, kan du glæde dig over, at Edison Mail er særlig god til at håndtere lige netop denne type e-mails.

Edison Mail kan vurdere, hvor stor en værdi nyhedsbrevet har for dig ved at se på hvor mange af de modtagne e-mails fra nyhedsbrevet, du har åbnet tidligere.

Hvis du vælger at opsige dit abonnement på et nyhedsbrev, kræver det kun et enkelt klik på en knap i programmet, og du kan oven i købet nemt fortryde senere hen og genoprette dit abonnement.

Vi gennemgår de vigtigste funktioner i Edison Mail, men anbefaler dig også selv at gå på opdagelse i programmet, for der er meget mere at komme efter.

Hent program

Inden du går i gang med vores grundige vejledning på dansk herunder, skal du hente Edison Mail. Det henter du i en gennemtestet og garanteret virusfri udgave direkte her fra vores hjemmeside via linket herunder:

Vejledning

Herunder gennemgår vi trin for trin, hvordan du kommer godt i gang med programmet.

Sådan tilføjer du en e-mail-konto til Edison Mail

Det første, du skal gøre, når du har installeret Edison Mail, er at tilføje din e-mailkonto, så du kan komme igang med at sende og modtage e-mails.

1

Installer programmet og åbn det. Edison Mail beder dig om at oprette din e-mailkonto. Klik på Start Using Email 1 for at komme igang.

2

Nu skal du vælge den tjeneste, du vil koble sammen med Edison Mail. Vi klikker på Gmail 2.

3

Vælg den konto, du vil bruge 3. Hvis du bliver bedt om e-mailadresse og kodeord, skal du indtaste det.

4

Klik på Fortsæt 4 for at give Edison Mail dine oplysninger fra Google.

5

Klik igen på Fortsæt 5 for at give programmet ret til at bruge din Gmail-konto.

6

Klik på Maybe Later 6 for at fortsætte uden at tilføje flere e-mail konti til Edison Mail.

7

Klik på Accept 7 for at dele anonymiserede oplysninger om din brug af Edison Mail.

8

Vælg programmets udseende. Du har tre muligheder: Ingen læserude 8, læserude til højre 9 eller læserude i bunden 10. Klik Continue i bunden for at fortsætte.

9

Vælg, om du vil vise 11 eller skjule 12 profilbilleder ved e-mails. Klik Continue i bunden for at fortsætte.

10

Klik på Agree 13 for at dele oplysninger om din brug af Edison Mail.

11

Nu er du næsten klar til at bruge programmet. Klik på Let’s Go 14.

12

Slå Edisons sorteringsfunktion til ved at klikke på Enable Focused Inbox 15.

Sådan bruger du indbakken

Ved at arkivere eller fastgøre mails, kan du selv styre, hvad du ser i indbakken.

1

Når funktionen Focused Inbox er slået til, ser du kun vigtig post i indbakken under fanen Focused 1. Andre mails ligger under fanebladet Other 2.

2

I indholdsruden kan du klikke på menuikonet 3 og vælge Pin Thread 4 for at fastgøre den aktuelle mail i toppen af indbakken.

3

Du kan højreklikke på en e–mail i listen og vælge Archive 5 for at arkivere den. Så kan du senere hente den i mappen Archive 6 i mappelisten til venstre.

Sådan sender du en e-mail

Hvis du nogensinde har sendt en mail før, så er det ingen sag at gøre det samme i Edison Mail.

1

Klik på knappen Compose 1 i øverste venstre hjørne af vinduet for at oprette en ny e-mail.

2

Indtast modtager 2, emne 3 og skriv e-mailens indhold 4 og klik til sidst på Send i nederste venstre hjørne.

Få styr på alle dine nyhedsbreve

Edison Mail er perfekt til at styre modtagelsen af nyhedsbreve. Du kan nemt afmelde et nyhedsbrev eller slette alle mails fra lige præcis det nyhedsbrev.

1

I mappelisten skal du klikke på mappen Subscriptions 1, hvor Edison Mail automatisk lægger dine nyhedsbreve.

2

På hvert nyhedsbrev kan du se hvor mange mails 2, du har modtaget derfra, og hvor mange af dem 3 du har åbnet.

3

I indholdsvinduet kan du se, Edison Mails vurdering af 4, om der er potentiale for at opsige abonnementet på nyhedsbrevet.

4

Du kan opsige nyhedsbrevet med et enkelt klik på Unsubscribe 5, og ved at klikke på Delete emails 6 kan du også slette alle de e-mails, du allerede har modtaget fra nyhedsbrevet.

5

I toppen af vinduet kan du under fanebladet Unsubscribed 7 genaktivere et abonnement, som du har opsagt tidligere. Bare klik på Resubscribe 8.

Hent magasinartikel (PDF)

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Komputer for alle-magasinet.