Det sker der når du svarer en mail-svindler

De havner normalt i din spam-mappe. Men hvad sker der, hvis du rent faktisk skriver tilbage til en af mail-svindlerne? Komputer for alle tog sagen i egen hånd.

3. december 2017 af Christian Slot

1. Tillykke, du tilkendes 9.300.000 $

”Fordi denne e-mail tidligere har været involveret i svindel, tilkendes du 9.300.000 $ af FN som kompensation. Pengene udbetales på to VISA-kort. Du skal bare sende dit navn til Mr. Sylla, der sidder i en udviklingsbank, som FN arbejder sammen med, i Elfenbenskysten”.

Man skal ikke have brugt en mail-indbakke i mange uger for at vide, at ovenstående e-mail, der en dag havnede i min spam-indbakke, er snyd og bedrag - et eksempel på et såkaldt Nigeria-brev.

Men hvis din nysgerrighed alligevel pirres, og hvis du gerne vil finde ud af, hvad der sker, hvis du svarer svindleren, så følg med herunder. 

Vi sender en e-mail til Mr. Sylla, der hurtigt viser sig at være klar til at hjælpe os med at få fingrene i de 9.300.000 $. 

2. … Du skal bare liiige sende fragt-penge først

”Det lyder sørme dejligt, men hvordan bærer vi os ad helt konkret,” spørger jeg vores svindler Mr. Sylla, der kort efter svarer i en længere mail, at de 9.300.000 $ laves på to kort og sendes via et fragtfirma af eget valg.

Følgende firmaer er tilgængelige – det koster mig naturligvis blot en anelse at få Visa-kortene sendt:

  • A) FEDEX COURIER SERVICES $50 + ASSESSMENT $579 = $629
  • B) DHL COURIER SERVICES $60 + ASSESSMENT $579 = $639
  • C) UPS COURIER SERVICES$50 + ASSESSMENT $579 = $629
  • D) SAGA EXPRESSES SERVICES $54 + ASSESSMENT $579 = $633

> Læs også: Sådan spotter du en svindelmail

3. Her er dine kort

Jeg vælger DHL, de plejer at være hurtige, og en dag efter sender Mr. Sylla et bevis for, at kortene er lavet og klar til afsending fra Elfensbenskysten:

Mailsvindler sender bevis på de penge, han vil sende.
Forsiden af kortene

Mr. Sylla sender et bevis for, at vores kort med 9.300.000$ er printet. 

Mailsvindler sender bevis på de penge, han vil sende.
Bagsiden af kortene

Mr. Sylla sender et bevis for, at vores kort med 9.300.000$ er printet. 

Hvis jeg ikke var overbevist om, at jeg var i kontakt med en svindler før nu, overbevises jeg af den dårlige billedmanipulering; Mr. Sylla har hverken styr på farver eller størrelsesforhold.

Læs også: Dansk sejlklub franarret 26.400 kroner i mail-svindel

4. Vi sender et bevis

Nu skal vi blot overføre 639 $ via Western Union for at få kortene fragtet med DHL, som vi valgte i afsnit 2. 

Vi skal blot sende et bevis for, at vi har overført pengene. 

Vi fabrikerer et billede, der bør være lige så let at gennemskue, som svindlerens billede af de to kreditkort:

Komputer for alles kvittering
Komputer for alles kvittering

Vi sender billedmanipuleret bevis for, at vi har sendt 639 $ til Mr. Sylla. Manipulationen er lige så elendigt som svindlerens egen.

5. Findes Mr. Sylla overhovedet?

Mr. Sylla opdager hurtigt, at der ikke dukker penge op på hans konto. Efter et par mails frem og tilbage, hvor han forsøger at få mig til at sende pengene igen, bekender jeg kulør og spørger: ”Sidder du overhovedet i Elfensbenskysten rent fysisk?”.

Mr. Sylla svarer, hvorefter jeg aldrig hører fra ham igen:

”Nej, Mr. Sylla sidder kun i Elfensbenskysten i ånden”.

Læs også: Vælg den bedste gratis e-mail

Måske er du interesseret i ...