Måske har du allerede oplevet at få en advarsel om en eller flere af dine udvidelser i Google Chrome.
Ellers vil du helt sikkert snart opleve fænomenet, hvis du er en af de mange, som er glad for at udvide sin Chrome-browser med nye funktioner i form af browser-udvidelser fra Google Web Store.
En særlig ændring i Chrome gør nemlig, at mange udvidelser - kaldet extensions på engelsk - fra Google Web Store i disse dage stopper med at virke.
Lever ikke op til Googles Manifest
Chrome Web Store er en onlinebutik med udvidelser til Chrome. Butikken byder på tusindvis af fine udvidelser, som giver Chrome-browseren nye og bedre muligheder og funktioner, men en lang stribe af dem vil snart ophøre med at fungere. Det skyldes en ændring i Manifest, som er Googles platform for udvidelser.
Kort fortalt vil dine udvidelser snart volde problemer, hvis de ikke understøtter den såkaldt Manifest V3-standard, som Google i disse måneder indfører i Chrome.
Rigtigt mange udvidelser bliver ramt. Der foreligger ingen præcis dato for, hvornår Google lukker for de forældede udvidelser. Lukningen vil i stedet ske løbende.
På Googles hjemmeside kan du læse om den gamle Manifest V2-standard og den nye Manifest V3.
Advarsler i browseren
Allerede nu mødes du af forvarsler om lukningen, hvis du fx forsøger at hente en af de forældede udvidelser fra Chrome Web Store.
En af de udvidelser, der er ramt, er UBlock Origin, som vi skrev rosende om i artiklen "Gør din browser ekstra sikker".
På Ublock Origins side i Chrome Web Store kan du således læse følgende besked: "Understøttelsen af denne udvidelse stopper muligvis snart, fordi udvidelsen ikke følger bedste praksis for Chrome-udvidelser".
Hvis du har set samme besked hos andre udvidelser, kender du nu årsagen, og snart ved du også, hvad du skal gøre for at løse problemet.
Sådan tjekker du, om dine udvidelser er ramt
I første omgang skal du vide, om din favorit-udvidelse er ramt eller kan blive det.
Du kan hurtigt få overblik over, om din browser benytter nogle af de udvidelser, som er lukningstruede. Vi viser her, hvordan du besøger oversigten over udvidelser.
- Klik på det tre prikker i øverste højre hjørne af Chrome
- Vælg Udvidelser fulgt af Administrer Udvidelser
- Hvis du har forældede udvidelser, vil de vises øverst i vinduet under overskriften Disse udvidelser understøttes muligvis snart ikke længere.
Sådan finder du et godt alternativ til de forældede udvidelser
I samme vindue giver Chrome et bud på en løsning. Du kan således klikke på linket Find en anden. Derved føres du til en liste over udvidelser, som har samme funktionalitet, men som samtidig understøtter den nye platform Manifest V3.
I tilfældet med UBlock Origin er Chromes bud på et alternativ Ublock Origin Lite, som er en mindre funktionsrig udgave af den samme udvidelse.
Det er vigtigt at understrege, at mange at de lukningstruede udvidelser stadig fungerer og måske vil fungere i flere måneder endnu. Du kan altså blot vælge at vente på lukningen og så finde et alternativ til den tid.