De fleste browsere minder om hinanden.
Der er bogmærker. Et adressefelt. Faner. Og masser af tilføjelser, som kan tilføre browseren ny funktionalitet.
Det er grundopskriften på en browser, og det er den formel, som Chrome, Edge, Opera, Firefox, Safari, Brave og alle de andre store browsere mere eller mindre har fulgt. Selvfølgelig med variationer, men i det store og hele det samme.
Comet er en helt anderledes browser
Og så er der den nye Comet-browser. Og så tænker du nok: Hvad er Comet for noget?
Den korte historie er, at Comet er en helt ny browser fra virksomheden Perplexity AI, som også står bag den søgemaskine, der bærer samme navn, og som vi tidligere har skrevet om.
Comet er udviklet for at give dig en anderledes oplevelse af internettet, hvor kunstig intelligens ikke blot er et tillæg, men snarere hele kernefunktionaliteten i browseren.
Teknisk set bygger den på Chrome, hvilket betyder, at den i bund og grund fungerer som Chrome og Edge, men med en række nye lag ovenpå, der ændrer måden, du søger, læser og organiserer dit indhold på.
Comet er blevet gratis for alle
Comet var indtil for nylig faktisk en browser, du skulle betale et højt månedligt beløb for at bruge, men det er nu gratis for alle at bruge den.
Og i det sekund, du installerer den på din computer, kan du godt mærke, at det er noget andet, end du er vant til.
Når Comet-browseren er installeret, bliver du mødt af en ret syret introduktionsvideo, som så fører til opsætningen af browseren. Det er desuden værd at nævne, at det er nemt at importere data som bogmærker og lignende, fra den browser, du allerede bruger.
Derfor er Comet nytænkende
Når du åbner en ny fane, får du som vanligt en oversigt over dine mest besøgte hjemmesider, så du hurtigt kan genbesøge dem. Men det mest centrale element i Comet er et stort tekstfelt, hvor du kan interagere med Perplexitys kunstige intelligens.
Her kan du stille spørgsmål, uploade filer, vælge forskellige sprogmodeller eller skabe billeder - præcis som du kender fra lignende værktøjer som Copilot eller ChatGPT. Her får du bare adgang til værktøjet, hver eneste gang du åbner en ny fane, og det bliver derfor hurtigt naturligt at bruge den kunstige intelligens i stedet for fx at søge på Google.
For nogle vil det nok føles overflødigt, mens det for andre vil være nyttigt.
Altid adgang til den kunstige intelligens
Netop den nemme og konstante adgang til browserens kunstige intelligens er det, som gør Comet forskellige fra andre browsere.
Uanset hvad du laver, er du aldrig mere end ét klik væk fra en digital assistent, der kan hjælpe dig med at søge, forstå eller formulere det, du gerne vil have hjælp til.
I det øverste, højre hjørne er der således tre forskellige AI-knapper, du kan trykke på. Er du fx ved at læse en nyhedsartikel eller se en video på YouTube, kan du klikke på knappen Summarize, som så laver et sammendrag af teksten med de vigtigste pointer.
Du kan også klikke på knappen Voice mode, som gør det muligt at tale til browserens kunstige intelligens i stedet for at skrive med den. Endelig kan du også bare klikke på Assistant, som giver adgang til den “almindelige” kunstige intelligens, som minder meget om at snakke med fx ChatGPT, bare med nogle mere avancerede søgefunktioner.
Vil du selv prøve den nye Comet-browser, kan du gøre det på hjemmesiden her.



