Selvom der findes dedikerede password-managere som LastPass, er vi stadig mange der foretrækker blot at gemme adgangskoder til hjemmesider direkte i browseren.
Det har hidtil været med visse begrænsninger i browseren Google Chrome, da man ikke havde mulighed for at redigere i de koder, der allerede var gemt.
I stedet får man mulighed for at opdatere koden, når man igen logger på pågældende hjemmeside med en anden kode end den gemte.
> Læs også: Sådan får du den sikreste adgangskode
Google afprøver ny funktion
Det har længe været et stort ønske fra brugere af Chrome, at man også har mulighed for at redigere de gemte koder inde i browserens indstillinger.
Faktisk har den funktion stået på brugernes ønskeliste siden 2014, og nu ser det ud til at Google har lyttet til ønskerne.
I hvert fald er netop den mulighed nu tilgængelig i Chromes beta-funktioner, som du kan prøve allerede i dag.
Vi formoder, at funktionen vil være en del af standardindstillingerne i en snarlig opdatering af Chrome.
Sådan redigerer du i dine adgangskoder
Indtil den nye funktion er integreret i Chromes standardindstillinger, finder du den ved at besøge denne adresse i Chrome:
chrome://flags/#edit-passwords-in-settings
Kopier adressen herover ind i Chromes adressefelt og tast Enter.

Ud for "Edit passwords in settings" skal du nu vælge Enabled.
Det åbner hjemmesiden, som du ser herover. Vælg Enabled ud for den fremhævede funktion.
Genstart Chrome, så snart du har valgt Enabled i rullemenuen, og så har du den nye funktion i browseren.
Når du fremover går ind i Chromes indstillinger og klikker på Adgangskoder, kan du klikke på de tre prikker ud for en kode og vælge Rediger adgangskode.

Klik blot på de tre prikker ud for en kode og vælg Rediger adgangskode - så kan du ændre en gemt kode.
Det åbner et lille vindue, hvor du kan se den gemte kode og redigere i den.
Nu behøver du ikke vente til funktionen er en fast del af Chromes standardindstillinger.