Nem overvågning af dit hjem på telefonen

Du behøver ikke et dyrt vagtfirma til at holde øje med dit hjem. Med de seks kameraer, vi har testet, kan du selv se på telefonen, hvad der sker i huset, når du ikke er hjemme.

Overvågningskameraer til hjemmebrug har fået et voldsomt kvalitetsløft de seneste år. Og det er ikke bare billedkvaliteten, der er blevet bedre takket være forbedret optagelsesteknologi og større båndbredde på internetforbindelsen. Der er også blevet bygget flere funktioner ind i kameraerne.

I testen her har vi kameraer med projektører, radar, sirene, højtaler og mikrofon. Også den software, der driver kameraer og bruges på din telefon, er blevet kraftigt forbedret. Her er vi særligt glade for muligheden for automatisk at skelne mellem køretøjer, mennesker og dyr, så du ikke får flere advarsler end højst nødvendigt. Ansigtsgenkendelse er også et stort plus, hvis I er flere i familien, så kameraet ikke advarer, hvis det bare er et familiemedlem, der kommer hjem.

Du kan vælge, om du vil have et kamera, der skal fastmonteres og sluttes til husets ydre strøm, eller om du vil bruge en helt trådløs model på batteri. Hvis du bare vil overvåge indendørs og slutte kameraet til en stikkontakt, er der også løsninger til det. Vi er glade for de batteridrevne kameraer, som er meget nemme at montere og kan holde sig kørende i månedsvis på en opladning. Vi er dog nødt til at tage et forbehold for de batteritider, vi har angivet i skemaet på næste side.

Det er de opgivne tider fra producenterne selv, og vi kunne ikke nå at tjekke løfterne efter i løbet af et par ugers test. Vores erfaringer med tidligere overvågningskameraer viser dog, at du sjældent kan regne med mere end lidt over halvdelen af den angivne tid – i hvert fald ikke, hvis dit kamera ofte skal uploade sine optagelser til internettet.

Hent din fil fra komputer.dk

Alt indhold på komputer.dk er testet med de nyeste og bedste sikkerhedsprogrammer. Vi anbefaler dog, at du altid selv har et opdateret antivirusprogram installeret på din computer. Komputer for alle kan ikke gøres ansvarlig for uregelmæssigheder eller tab af data som følge af en installation eller brug af det indhold, som du henter på vores hjemmeside eller på eksterne sider, som vi linker til. For at hente det valgte indhold skal du acceptere ovenstående betingelser.