I årtier har verdens vismænd og kloge hoveder lovet os den trådløse tilværelse, hvor uregerlige kabler og rodede ledninger var en saga blot.
I virkelighedens verden anno 2023 er kabler og ledninger dog stadig en nødvendighed. Også til at drive din trådløse router, levere strøm til din trådløse oplader og forbinde din trådløse printer med en stikkontakt.
Derfor er der stadig behov for smarte løsninger, som kan skjule ledningerne, så de hverken skæmmer eller direkte hæmmer dit liv ved pc og tv.
> Læs også: Ryd grundigt op i dine gamle kabler og stik
Før kablerne igennem bordpladen
En af disse smarte løsninger har du sikkert set før: En såkaldt kabelgennemføring, som du monterer i et hul i bordet, så kablerne kan trækkes direkte igennem bordpladen. Sådan en kan du fx købe hos lavprisbyggemarkeder som Jem & Fix til beskedne 40 kroner.
Rigtigt smart bliver det dog først med en kabelgennemføring, der også rummer USB-porte, så du kan tilslutte dit udstyr og USB-nøgler direkte til udtag på skrivebordet.
Enkelte modeller har sågar udtag til øretelefoner og kortlæser til SD- og MicroSD-hukommelseskort, så du også kan lægge din traditionelle kortlæser til side i skuffen. Det kaldes en "In-Desk Hub," og de findes i mange varianter.

De smarte kabelgennemføringer - In-Desk hubs - findes i mange forskellige udgaver - denne fra Icy Box har både USB 3.0, USB C, display og porte til SD- og MicroSD-hukommelseskort.
Du kan fx købe en model med fire USB 3.0-porte og uden kortlæser til 229 her.
Der er også en udgave med fire USB 3.0-porte sammen med mikrofon- og øretelefonstik. Den koster 389 kroner her.
Luksusudgaven af kabelgennemføringer har både to x USB 3.0, USB C, et display, der viser ladestyrke i ampere og kortlæsere til SD- og MicroSD-hukommelseskort. Den koster til gengæld også 429 kroner her.
> Læs også: Ny navngivning: Lettere at forstå USB-typerne
Sådan installerer du en kabelgennemføring
De fleste kabelgennemføringer måler 60 mm, mens enkelte er på 80 mm. Derfor skal du som regel bruge en hulsav på Ø60 og bore igennem dit skrivebord, hvor du har behov for at føre kabler igennem.
Typisk giver det bedst mening at placere gennemføringen bag din skærm, men på en placering, så du let kan nå USB-portene, når du sidder ved din pc.
Når du har boret et hul gennem skrivebordet, skubber du blot kabelgennemføringen på plads i hullet og er nu klar til at trække dine kabler igennem.
Til slut skal du tilslutte kabelgennemføringens USB-kabel til din pc, så du kan bruge USB-porte og kortlæsere.
> Læs også: Derfor har du brug for en USB-hub

Kabelgennemføringerne findes i modeller på 60 og 80 mm, så du skal bruge en hulsav på tilsvarende 60 eller 80 mm. Bor nu igennem skrivebordet, hvor du har behov for at føre kabler fra fx skærm ned til en stikkontakt. Pres til sidst kabelgennemføringen fast i hullet og tilslut dens USB-kabel til din pc.
Sådan slipper du for al kabelrod
I Komputer for alle nummer 3/2023, som er på gaden nu, kan du læse om fire andre eminente ideer til at slippe for kabler omkring din pc-arbejdsplads.
Vi fortæller også, hvilke produkter du med fordel kan købe, hvis du fremover vil kunne arbejde ved pc'en uden at blive viklet ind i ledninger.
> Du kan læse artiklen i Fordelszonen på vores hjemmeside her