Det hører efterhånden til sjældenhederne, at ingeniørerne hos Microsoft kan frigive en større opdatering til Windows uden at det samtidig resulterer i en række følgesygdomme.
Således er det også tilfældet med den seneste store opdatering til Windows 11, der bærer navnet Windows 11 KB5067036.
Opdateringen blev frigivet som en valgfri opdatering den 28. oktober og er lovprist af mange, fordi den giver din pc en redesignet startmenu, nye batteriikoner og en liste over anbefalede filer i Stifinder.
Men sammen med opdateringen kan mange nu berette om, at pc'en er blevet ramt af en absurd fejl, som kan resultere i en kraftig påvirkning af pc'ens ydelse.
Jobliste nægter at lukke, når du vil
Efter den nye opdatering er installeret, har mange nemlig oplevet, at Joblisten ikke længere fungerer normalt.
Joblisten er det værktøj i Windows, hvor man kan se alle kørende programmer, processer og tjenester på pc'en og dermed få et overblik over pc'ens ydelse.
Lidt paradoksalt betyder fejlen, at Joblisten ikke kan lukkes på krydset i vinduets hjørne, når du først har åbnet den. Det gør, at processen bliver liggende i computerens hukommelse, og at problemet forværres for hver gang du starter Joblisten påny.
Herunder kan du se, hvordan fejlen ser ud i praksis, når du åbner Joblisten ved at trykke på Ctrl + Shift + Esc på dit tastatur.

Den nyopdagede fejl i Windows 11 betyder, at Joblisten ikke kan lukkes på krydset i hjørnet, og derfor vil sluge af pc'ens hukommelse for hver gang, du har brugt værktøjet. Løsningen er at lukke de mange ekstra Joblister (her på engelsk med navnet Task Manager) fra Joblisten selv ved at klikke på hver proces og derefter vælge Afslut job.
Tjek om du er ramt af fejlen
Hvis du aldrig bruger Joblisten i Windows, vil du ikke være generet af den nye fejl, og du kan derfor roligt vente på, at Microsoft udsender en ny opdatering, der fikser problemet.
Hvis du ind imellem bruger Joblisten, kan din pc være udsat for følgerne af fejlen. Det kan du hurtigt tjekke sådan her:
- Åbn Joblisten ved at trykke på Ctrl + Shift + Esc på dit tastatur.
- Vælg Processer i menuen i venstre side af vinduet.
- Tjek om Jobliste er vist flere gange i listen under Apps.
Ser du flere udgaver af Jobliste, spildes din pc's hukommelse til ingen verdens nytte.
Sådan løser du problemet
Selv om Microsoft har anerkendt, at problemet eksisterer, er firmaet endnu ikke klar med en ny opdatering, der retter fejlen.
Du kan dog selv behandle symptomerne, så din pc ikke mister saft og kraft, mens du venter på en opdatering. Det gør du ved at lukke de mange ekstra instanser af Joblisten. Problemet kan løses på to forskellige måder, som vi viser herunder:
Løsning 1:
- Åbn Joblisten ved at trykke på Ctrl + Shift + Esc på dit tastatur.
- Vælg Processer i menuen i venstre side af vinduet.
- Klik på hver udgave af Jobliste i oversigten under Apps, hvis der vises flere af dem. Klik så på Afslut opgave, indtil der kun er én udgave tilbage.
Løsning 2:
- Skriv cmd i søgefeltet i Windows. Når Kommandoprompt vises i søgeresultaterne, skal du klikke på Kør som administrator, der vises i højre side.
- På kommandolinjen skal du skrive følgende: taskkill.exe /im taskmgr.exe /f
- Tryk på Enter.
- Nu lukkes på samme tid alle udgaver af Jobliste, som eventuelt kører på din pc.
Herunder kan du læse om en række andre irriterende fejl i Windows, og hvad de mange forskellige fejlkoder i Windows egentlig betyder. Klik blot på linkene.



