Når du ikke bruger Windows, kan du låse skærmen fx at trykke på Windows-tasten og L på tastaturet. Gør du det, ser du den samme skærm, som vises, når du tænder pc'en og skal til at logge ind i Windows.
Typisk består låseskærmen i Windows 11 af et af Microsofts kunstneriske billeder ledsaget af det aktuelle klokkeslæt. Men sådan behøver det slet ikke at være.
For du kan selv bestemme, hvad låseskærmen skal vise, og hvordan indholdet skal vises. Så kan du fx få låseskærmen til at fungere som et slideshow med dine egne private fotos.
Sådan tilpasser du låseskærmen i Windows
Du kan helt selv styre, hvad låseskærmen i Windows 11 skal vise, og det er ganske let at gøre.
Du kan vælge, at låseskærmen skal vise et enkeltstående foto, et vilkårligt billede udvalgt af Microsoft eller et slideshow med et album med dine egne billeder.
Du indstiller låseskærmen i Windows 11 således:
- Højreklik et tilfældigt sted på Skrivebordet, og vælg Personlige indstillinger.
- Klik på pilen ud for Tilpas din låseskærm.
- Vælg den type, du ønsker. Fx Slideshow.
- Klik på Gennemse.
- Dobbeltklik på den mappe med fotos, du vil have vist som slideshow.
Låseskærmen vil nu vise billeder i den pågældende mappe som slideshow. Bemærk, at du også kan vælge, hvilke oplysninger som klokkeslæt eller vejrudsigt, der skal vises, ud for feltet "Status for låseskærm".
Har du ikke selv nogle pæne billeder til formålet, kan du måske finde et i Microsofts nye bibliotek med flotte 4K-billeder til gratis download eller blandt de 100 billeder, der ligger i Fordelszonen her.
LÆS OGSÅ: Scan dine gamle fotos med mobilen
Lav dit eget slideshow på tv'et
Du kan også lave dit eget slideshow på den store fjernsynsskærm i stuen. Hvis du har en Chromecast, kan du nemlig lave om i Chromecastens pauseskærm, så den viser billeder fra Google Fotos.
Det smarte trick virker med alle former for Chromecasts, og i Komputer for alle nummer 13/23 viser vi nøjagtigt, hvordan du gør det.
LÆS OGSÅ: Hvad er en Chromecast?