Snart får du søgefunktion i Joblisten i Windows 11
Windows 11:

På ihvertfald ét punkt bliver Windows 11 snart endnu bedre end sine forgængere: Nemlig med muligheden for hurtigt at kunne søge sig frem til programmer og processer i Joblisten.

Nu kommer der søgefunktion i Joblisten i Windows

Det kan være uoverskueligt at finde programmer og processer i Joblisten, men nu er der hjælp på vej: Snart får du mulighed for at søge efter specifikke programmer i Joblisten i Windows 11.

Joblisten i Windows er et af de mest epokegørende værktøjer i styresystemet. Det er herfra du kan se alle de programmer og processer, som kører på din computer.

I Joblisten kan du både se programmer, som kører i synlige vinduer, og skjulte processer, der arbejder i baggrunden.

Desværre har det hidtil været ganske besværligt at finde specifikke processer, fordi der alene i en helt ny installation af Windows 11 konstant kører 130 indbyggede processer.

Når du så skal finde det specifikke program, som er gået i baglås - fx din browser - så du kan tvangslukke programmet, kan det være næsten umuligt at finde det.

> Læs mere om Joblisten i Windows 11 her

Nem filtrering af programmer

De kvaler kan snart være en saga blot. I den nyeste udviklerudgave af Windows 11 har den velkendte Jobliste nemlig fået en ny funktion, som mange af os har efterspurgt i årevis: Muligheden for at søge efter og filtrere processer og programmer.

Det betyder, at hvis fx din Edge-browser ikke virker efter hensigten, kan du åbne Joblisten ved at trykke CTRL + SHIFT + ESC på tastaturet.

Nu vises et nyt søgefelt i toppen af Joblisten, hvor du kan skrive "Edge", og så filtreres alle andre processer fra, så du nemt og hurtigt kan klikke på "Afslut job" og dermed tvangslukke browseren.

Søgefunktion i Joblisten i Windows
Jobliste version 2.0:

I den nye udgave af Joblisten finder du et søgefelt i toppen. Når du indtaster navnet på en proces eller et program, filtreres alle andre programmer fra og det bliver hurtigt at lukke et drilsk program.

Joblisten blev redesignet i oktober

Den nye funktion i Joblisten i Windows 11 følger efter en stor opdatering i sidste måned, hvor programmet fik helt nyt udseende. 

Det er første gang i adskillige år, at Microsoft har givet det ellers uundværlige værktøj opmærksomhed, og med den helt nye søgemulighed virker det til at firmaet er igang med at pudse arvesølvet.

Hvis du selv har lyst til at prøve den nye udgave af Joblisten, skal du være med i Windows Insider-programmet. Muligheden er med i den udgave, der hedder "Windows 11 Insider build 22623.891".


Måske er du interesseret i ...