Nytårsaften er altid en god anledning til at se tilbage på året, der gik og mindes de stunder, som er passeret i det forgangne år.
Ved årsskiftet er det også nærliggende at sende en mail til de mennesker, man kender, som har været med til at tegne året.
Den tanke kan dog ende i en fejlmeddelelse dette nytår, for Microsoft har brutalt valgt at trække stikket til den indbyggede mailtjeneste i Windows netop den 31. december.
Du kan hverken sende eller modtage mail
Allerede i sommer kunne vi berette om Microsofts planer om at pensionere det elskede Mail-program fra Windows 10 og 11, men dengang kendte vi ikke udløbsdatoen.
Det gør vi nu.
Microsoft har netop på sin officielle kanal bekræftet, at de tre apps Mail, Personer og Kalender lukkes endegyldigt ned, når rådhusklokkerne ringer nytåret ind og 2024 bliver til 2025.
På hjemmesiden går firmaet til fuld bekendelse og afslører, at du fra dette tidspunkt hverken kan sende eller modtage mails i app'en Mail.
Med andre ord er netop årsskiftet et dårligt tidspunkt at sende en tanke til de mennesker, du har kært, hvis du er vant til at gøre det i Windows' indbyggede program.
Vil have dig over på outlook.com
Når Microsoft tager så drastigt et skridt, skyldes det at firmaet vil have dig til at bruge den nye app Outlook i stedet.
Denne app er en såkaldt web-app, der viser outlook.com-hjemmesiden, hvor du kan oprette og tilføje dine mailadresser.
I Outlook-app'en finder du en erstatning for både Personer, Mail og Kalender samlet i ét, men minusset er, at du kun kan bruge app'en, når du er på nettet. For det er ikke et program, som ligger på din computer.
Det skal du gøre, hvis du bruger Windows' mailprogram
Microsoft meddeler, at du efter 31. december vil blive bedt om at anvende den nye Outlook-app, når du forsøger at bruge Mail- eller Kalender-app'en.
Samtidig skriver firmaet, at du har mulighed for i en periode at læse dine eksisterende mails i det gamle Mail-program, så du ikke risikerer at miste alt.
Hvis du ønsker det, skal du inde i Outlook-app'en finde ind til Indstillinger, Generelt og Om Outlook. Her skal du klikke på knappen "Åbn Mail nu" for at få lov at åbne det gamle program og se dine mails. Du vil stadig ikke kunne sende mails.
Er du ikke interesseret i at bruge Outlook til at skrive og læse mails fremover, kan du skifte til et helt andet mailprogram.
Vi anbefaler mailprogrammet Thunderbird, som du kan hente her på hjemmesiden sammen med vores guide til programmet.