7 ting du skal prioritere i et nyt Windows

Når du tænder din Windows 11-pc for første gang, er der en række indstillinger, du bør ændre med det samme. Her forklarer vi de 7 vigtigste ændringer, du bør lave.

Ny Windows 11-computer

En spritny Windows-computer er ikke det samme som en perfekt pc. Nogle ændringer skal du tage hånd om med det samme.

© Shutterstock / Tada Images

Hvis du tror, din Windows-pc er i topform, når du starter den for første gang, tager du fejl.

Der er nemlig en række ting, du kan og bør gøre på computeren og i Windows, før du giver dig i kast med at bruge dit nye Windows - det uanset om du har købt en ny pc, geninstalleret Windows 11 efter problemer med styresystemet, eller måske endda opgraderet din pc fra Windows 10.

Den blå Windows 11-blomst, der pryder Windows 11's Skrivebord, er altså ikke ensbetydende med, at du nu endelig er klar til at give dig i kast med arbejdet på den nye computer.

Lav 7 ændringer i Windows med det samme

Der er en del handlinger, du bør gennemføre, før du installerer dine programmer og gendanner en eventuelt filbackup.

I denne artikel har vi udarbejdet en lille handlingsplan med 7 punkter, du kan gennemføre for at komme ekstra godt i gang med din nye pc (eller dit nye Windows).

Vores anbefalinger spænder fra at vælge den bedste browser til at aktivere vigtige redningsværktøjer. Vi anbefaler, at du før noget andet kaster dig over netop disse punkter.

1. Slå systemgendannelse til

Windows Systemgendannelse er et fint værktøj til at rulle tiden tilbage og gendanne systemet, hvis noget går galt.

Men faktisk kan du ikke være sikker på, at muligheden overhovedet er slået til i Windows, så det bør du sørge for.

Du får en fuld guide til systemgendannelse i artiklen Sådan bruger du systemgendannelse i Windows

2. Tag backup af din nøgle til Bitlocker eller enhedskryptering

Bitlocker – og den forenklede udgave af Bitlocker, som hedder enhedskryptering – er en ekstra sikkerhed i Windows, som automatisk krypterer din harddisk for at beskytte dine data mod uautoriseret adgang, især hvis din enhed bliver stjålet eller går tabt.

Hvis der opstår problemer med opstarten af Windows, kan du blive bedt om en Bitlocker-nøgle. Vi anbefaler, at du tager en kopi af nøglen på forhånd, så du er rustet i nødstilfælde.

I artiklen Hvad er Bitlocker og hvad gør jeg hvis jeg bliver bedt om en Bitlocker-nøgle? kan du læse alt om, hvordan man finder pc'ens bitlocker-nøgle.

3. Opdater Windows 11 og pc'ens drivere

Før du går i gang med at bruge Windows 11, bør du også sørge for, at systemet er helt opdateret.

Hvis du har foretaget en ren installation af Windows 11, kan du ikke være sikker på, at alle nyeste opdateringer er kommet med. Derfor skal du tjekke, at både Windows og drivere til dit udstyr er opdateret.

Det gør du således:

  1. Højreklik på Windows-knappen i bunden og vælg derefter Indstillinger.
  2. Nu åbner et vindue. Her skal du klikke på Windows Update i venstre side.
  3. Vælg nu Søg efter opdateringer øverst i vinduet, og følg anvisningerne for at installere dem.
  4. Klik så på Avancerede indstillinger.
  5. Her skal du klikke på Valgfrie opdateringer.
  6. Øverst kan du nu klikke på Driveropdateringer, hvis der er nye opdateringer tilgængelige til dine drivere på computeren.
  7. Marker nu driverne, og klik på Download og installer. Herefter opdateres driverne.

Læs mere i vores artikel **Sådan opdaterer du dine drivere i Windows 11**

4. Giv din pc flere kræfter

Strømstyringen i Windows 11 er som udgangspunkt sat konservativt. Det vil sige, at strømstyringniveauet Balanceret reelt sparer mere på strømmen, end det typisk er nødvendigt.

Vi anbefaler derfor, at du frigiver nogle flere kræfter som vist her:

  1. Højreklik på startknappen, og vælg Strømstyring
  2. Ud for Strømtilstand klikker du, hvor der står Balanceret
  3. Skift nu indstillingen til Bedste ydeevne for både Tilsluttet og På batteri.

Du kan læse mere om strømstyring i Windows 11 i artiklen Sådan justerer du pc'ens strømstyring i Windows 11.

5. Slå unødvendige notifikationer fra

Hvis du lader Windows-indstillingerne stå til, vil du snart blive bombarderet af notifikationer fra Windows, programmer og din browser.

Dem må du helst tage hånd om med det samme ved blandt at bestemme, hvilke programmer, der må have lov til at forstyrre dig med beskeder.

I artiklen Sådan sætter du notifikationer på pause i Windows fortæller vi, hvordan du modererer notifikationerne i Windows, så de holdes på et minimum.

6. Tjek og ret privatlivsindstillingerne

Fra det allerførste tastetryk i dit nye Windows kigger Microsoft med fra sidelinjen.

Hvis du ikke ønsker, at dine data sendes til Microsofts servere, bør du være opmærksom på at sætte indstillingerne i Windows efter din smag.

I artiklen Sådan beskytter du dit privatliv i Windows kommer vi hele vejen rundt om de forskellige vigtige indstillinger for dit privatliv.

7. Hent et alternativ til Edge

Det sidste valg, som vi mener, du bør tage, drejer sig om browseren, og er selvfølgelig i nogen grad en smagssag.

Under alle omstændigheder bør du huske på, at du ikke behøver at benytte Microsofts anbefalede browser, Edge, men har mulighed for at hente en anden browser.

Gode muligheder er Chrome, Firefox eller Brave.