I den næste store opdatering af Windows 10, som kommer i løbet af foråret, er der mange spændende nyheder - især på det kreative område. Men det er ikke alt. Du finder også en række nye funktioner i styresystemets indstillinger.
Slip for det blå skærmlys
Det gælder for eksempel skærmindstillingerne, hvor du nu finder funktionen Nattelys. Normalt udsender pc-skærme en del blåt lys, og mange oplever at adskillige timer foran pc'en betyder, at det er svært at finde ro om natten, fordi lyset "sidder" i øjnene.
Med den nye funktion kan du aktivere et særligt natte- eller aftenlys, som er mere skånsomt for øjnene, da den blå farve frasorteres. Dermed skulle det være lettere at falde i søvn og sove roligt efter nogle timer foran pc'en før sengetid.