Microsoft indrømmer: Nulstilling af din pc sletter ikke alt
Nulstil:

Du har mulighed for at vælge at bevare eller slette personlige filer, når du nulstiller pc'en. Nu viser det sig, at enkelte personlige filer bevares, selvom du har valgt det modsatte.

Microsoft indrømmer: Nulstilling af din pc sletter ikke alt

Vi har med rette altid haft det indtryk, at en nulstilling af pc'en, hvor man vælger ikke at bevare personlige filer, sletter alle filer fra pc'en. Nu viser det sig, at nogle filer faktisk bevares alligevel.

Ligesom du måske kender det fra din telefon er det også i Windows 10 og 11 muligt at nulstille pc'en, så den igen starter helt som ny.

I den proces skal man beslutte, om man vil bevare sine personlige filer - eller fjerne alt og starte forfra på en helt ren pc.

Nu viser det sig dog, at nulstillingen med sletning af de personlige filer slet ikke har været så effektiv, som vi gik og troede.

> Læs også; Sådan nulstiller du din mobiltelefon

Når du skal nulstille din pc, skal du vælge, om du vil bevare personlige filer eller slette alt.
Nulstil pc i Windows:

Hvis du har prøvet at nulstille din pc med Windows, er du blevet mødt af dette spørgsmål, hvor du skulle beslutte, om du ville bevare personlige filer eller slette alt.

Opdagede at filer ikke var slettet

For en uges tid siden opdagede en Windows-bruger så ved et tilfælde, at hans pc stadig rummede personlige filer efter en nulstilling, hvor han egentlig havde valgt, at alt skulle slettes.

Nu har Microsoft så bekræftet, at fejlen eksisterer.

Firmaet forklarer, at det specifikt gælder de mapper, der rummer filerne fra backup-tjenesten OneDrive, som i nogle tilfælde ikke ryddes, selvom du har valgt det.

Problemet er konstateret både ved lokale nulstillinger på pc'en og nulstillinger, hvor du fra din Microsoft-konto fjernsletter en pc, der fx er faldet i forkerte hænder.

I enkelte grelle tilfælde er det observeret, at ellers krypterede Bitlocker-filer bliver efterladt ukrypteret på harddisken efter en nulstilling. 

Gælder alle Windows-udgaver

Microsoft meddeler, at fejlen findes i de aktuelle Windows 10-versioner 20H2 og op til 21H2. For Windows 11 gælder det version 21H1.

Firmaet fortæller, at man arbejder på højtryk på at løse problemet, og at der snarest vil blive sendt en opdatering ud, som retter fejlen.

Pas på, når du skal af med pc'en

Sikkerhedsfejlen kan være problematisk, hvis du skal afhænde din pc og derfor i god tro regner med at du har ryddet pc'en for personlige filer med en nulstilling.

Dermed risikerer du, at køberen af din pc - eller medarbejderen på genbrugspladsen - kan få adgang til dine personlige filer, fordi de ikke er slettet, som du regnede med.

Hvis du påtænker at sælge din pc - eller forære den væk - skal du altså sikre dig, at alt bliver slettet helt. 

> Læs også: Skal du sælge din brugte computer? Gør først disse 5 ting

Log ud af OneDrive inden du nulstiller

Ifølge Microsoft kan du sikre dine data ved at logge ud af OneDrive på pc'en, inden du starter nulstillingen.

Dermed fjernes alle dine filer fra OneDrive fra harddisken, før nulstillingen fjerner alle Windows-filerne.

> Se her trin for trin, hvordan du nulstiller din pc i Windows

Sådan nulstiller du din pc bedst

Vi anbefaler dog, at du for en sikkerheds skyld ikke nøjes med at slette filerne, hvis du skal give din pc videre. 

Hvis du i stedet bruger et særligt slette-program overskrives de områder af harddisken, hvor filerne lå, så de aldrig mere kan genskabes. 

Du kan bruge programmet Secure Eraser til formålet. Programmet ligger i Fordelszonen sammen med en komplet guide, der viser hvordan du bruger det.

> Hent Secure Eraser i Fordelszonen her 

Måske er du interesseret i ...