De bedste produkter i 2025

På Nordens største computerredaktion har vi testet hundredvis af produkter i 2025. Her er de suverænt bedste.

De bedste produkter 2025
© Shutterstock/Alexander56891

Hvert år bliver vi på Komputer for alle blæst bagover af, hvad elektronikproducenterne præsterer.

Telefoner kan mere og mere, computere bliver fyldt med de nyeste teknologier, powerbanks kan holde afsindig meget strøm, og smarte ure kan følge næsten uhyggeligt meget med i udviklingen af vores helbred.

I løbet af året testede vi det nyeste elektronik godt og grundigt, og der var ikke mange produkter, der skuffede os i 2025. Vi er ikke rundhåndede med vores karakterer, men vi må også bare erkende, at de produkter, der bliver lanceret, generelt er af meget høj kvalitet.

Suveræne smartphones

Særligt mobiltelefonerne imponerede os i det forgangne år, hvor den ene telefon efter den anden var spækket med avanceret hardware. Derfor har det ikke været nogen nem opgave at kåre årets bedste telefon blandt topmodellerne fra Samsung, OnePlus, Apple og Xiaomi.

Det samme gælder de bærbare computere, der får mere og mere fart på, selv om de aldrig har været tyndere og vejet mindre. Vi er også blevet overrasket af producenter, der tilføjer geniale funktioner til deres produkter som Razer, der udstyrede en mus med genvejsknapper til at åbne AI-værktøjer.

I 2025 skete der desuden noget, som ikke er sket mange gange i Komputer for alles historie: Et produkt scorede topkarakteren 10,0. Der var tale om et decideret perfekt produkt, der kunne alt det, det skulle, og som tilmed var billigt.

Hvad det konkret er, og hvilket andet udstyr der har været årets bedste i 2025, løfter vi sløret for i denne artikel, hvor vi kårer årets produkter.

Årets bedste computer

Der er gjort plads til en stor museplade foran tastaturet, og den har ganske smarte funktioner.Der er gjort plads til en stor museplade foran tastaturet, og den har ganske smarte funktioner.

Der er gjort plads til en stor museplade foran tastaturet, og den har ganske smarte funktioner.

Asus Zenbook S 16

Pris: 15.499 kroner

Det bliver svært at skrue en letvægtscomputer med en stor skærm meget bedre sammen end ASUS Zenbook S 16. Vi kunne i hvert fald ikke finde noget bedre i året, der gik.

Den elegante bærbare computer er kun lidt over en cm tyk og vejer halvandet kilo, men på trods af det præsterer den solidt. Det er ingen gamer-pc, men alt dagligdagsarbejde i Windows kører uden tøven og forsinkelser takket være den udmærkede AMD-processor, 32 GB ram og en SSD med hele 1 TB lagerplads.

Foran tastaturet er der en stor museplade, som har et par smarte tricks i ærmet. Du kan køre fingeren op og ned i den ene side for at ændre skærmens lysstyrke, og du skal bare gøre det samme i modsatte side for at styre, hvor højt højtalerne skal spille.

Skærmen på 16 tommer er i topklasse med en meget flot kontrast og farvegengivelse samt en opløsning på 2880 x 1800 pixels.

> Læs hele vores test af Asus Zenbook S 16 her

Boblere:

Lenovo Yoga Slim 7 15ILL9

Pris: 8.500 kroner

En slank og let arbejdscomputer med høj ydelse, godt tastatur og en fremragende SSD.

> Læs hele vores test af Lenovo Yoga Slim 7 15ILL9 her

Acer Aspire 14 AI

Pris: 7.499 kroner

Du får masser for pengene med Acer Aspire 14 AI, der er en Copilot+-pc med fine tilslutningsmuligheder og en lækker skærm.

> Læs hele vores test af Acer Aspire 14 AI her

Årets bedste tastatur

SteelSeries Apex Pro TKL

Pris: 1.849 kroner

Her får du det ypperste inden for tastaturteknologi lige nu, som vores karakter på 9,4 indikerer.

Du kan fx indstille, hvor fintfølende kontakterne under tasterne skal være, når de registrerer dine tastetryk. Tastaturet kan derudover indstilles med et Windows-program.

Du må undvære et numerisk tastatur, men der findes en model af Apex Pro TKL, hvor det følger med.

> Læs hele vores test af SteelSeries Apex Pro TKL her

Bobler:

Glorious GMMK 3 HE

Pris: 1.649 kroner

Tasterne er gode i det lille tastatur, der trods sin størrelse føles bundsolidt og nærmest står urokkeligt fast på skrivebordet.

> Læs hele vores test af Glorious GMMK 3 HE her

Årets bedste powerbank

Verbatim Charge ’n’ Go

Pris: 827 kroner

I 2025 vrimlede det med imponerende powerbanks, men Verbatim Charge ‘n’ Go skilte sig særligt ud med sin massive kapacitet på 27.000 mAh, hvilket er nok til en uges strøm til telefoner og endda opladning af en bærbar computer. Det har vi aldrig set i så lille en powerbank, som kun måler 15,7 x 5,3 x 5 cm.

Vi kunne oplade to telefoner og en bærbar computer på samme tid, uden at powerbanken blev nævneværdigt varm. Du kan hele tiden følge med i opladningen ved hjælp af den store, gode skærm. Her kan du se ladehastighed og den resterende strøm på batteriet.

> Læs hele vores test af Verbatim Charge ’n’ Go her

Bobler:

Sandberg Survivor 7in1 76800

Pris: 2.086 kroner

Sandbergs powerbank er robust og kan tåle vind og vejr. Den virker med trådløs opladning, har en biloplader, USB-C og DCudgange, samt en indbygget lommelygte.

Kan din bærbare computer lade op med et USB-C-kabel, kan du koble den til powerbanken og lade den med op til 100 watt.

> Læs hele vores test af Sandberg Survivor 7in1 76800 her

Årets bedste printer

Brother DCP-L3560CDW

Pris: 3.559 kroner

Den kompakte farvelaserprinter udskriver både tekst og grafik, men særligt tekst udskrives i høj kvalitet.

Printeren har en indbygget scanner, trådløs forbindelse samt en stor touchskærm.

> Læs hele vores test af Brother DCP-L3560CDW her

Årets bedste smartwatch

OnePlus Watch 3

Pris: 1.999 kroner

Uret bruger Googles styresystem Wear OS, og der er et godt samspil mellem uret og app’en til din Android-telefon.

Skærmen er stor med høj kontrast, som gør det nemt at aflæse målinger. På skærmen kan du også både modtage og svare på beskeder.

> Læs hele vores test af OnePlus Watch 3 her

Årets bedste overvågning

eufyCam S3 Pro 2-Cam Kit

Pris: 4.999 kroner

Du får her to kameraer og en basestation til overvågning af hjemmet. Optagelser gemmes lokalt uden abonnement, og du får 16 GB lagerplads.

Kameraerne giver skarpe optagelser, og der er en indbygget sirene.v

> Læs hele vores test af eufyCam S3 Pro 2-Cam Kit her

Årets bedste mus

Razer Basilisk Mobile

Pris: 749 kroner

Musen reagerer lynhurtigt på både bløde og hårde overflader, og den har et godt musehjul, som kan indstilles til enten at rulle hurtigt og trinløst eller bevæge sig i små ryk.

Musen har 10 velplacerede knapper. Der var flere mus med tilsvarende gode knapper i 2025, men i Basilisk Mobile så vi noget helt nyt.

Nogle af musens knapper kan som udgangspunkt åbne en AI-assistent som Copilot i Windows eller ChatGPT, og dét er smart.

Skal du ikke bruge det til noget, kan du sagtens omprogrammere knappernes funktion i musens program.

> Læs hele vores test af Razer Basilisk Mobile her

Bobler:

Logitech G Pro 2 Lightspeed

Pris: 999 kroner

Musen ligner umiddelbart en helt normal trådløs mus, men den er også symmetrisk med udskiftelige sideknapper. Det betyder, at den kan bruges af både højreog venstrehåndede uden problemer.

> Læs hele vores test af Logitech G Pro 2 Lightspeed her

Årets bedste foldetelefon

Motorola Razr 60 Ultra

Pris: 9.194 kroner

Foldbare telefoner er temmelig dyre og stadig ikke perfekte, men Motorolas Razr 60 Ultra er den hidtil bedste, vi har haft fingrene i.

Den har en næsten usynlig fold, som kun kan mærkes, når du glider fingeren over glasset. Bagsiden er delvist beklædt med træ, som er rart at røre ved.

Den anden halvdel er en ekstra skærm i halv størrelse. Denne ekstra, ydre skærm kan bruges til at køre telefonens apps og se notifikationer, så du slipper for at åbne telefonen hver gang.

> Læs hele vores test af Motorola Razr 60 Ultra her

Bobler:

Samsung Galaxy Z Fold7

Pris: 11.320 kroner

Når du folder telefonen ud, får den en skærm, der er så stor, at du uden problemer kan have to apps åbne på samme tid.

> Læs hele vores test af Samsung Galaxy Z Fold7 HE her

Årets bedste smart home

Google TV Streamer 4K

Pris: 899 kroner

Google har erstattet Chromecasts med Google TV Streamer 4K, og det er ganske vellykket. Den hvide boks tilsluttes til tv’et via HDMI og USB-C, og alt virker, som det skal. Fjernbetjeningen er smart med en genvejsknap, du selv kan indstille.

> Læs hele vores test af Google TV Streamer 4K her

Årets bedste højtaler

JBL Flip 7

Pris: 1.199 kroner

Flip 7 er en robust og praktisk bærbar højtaler med fyldig lyd og imponerende bas. Den parres via Bluetooth, har tydelige knapper til styring, og den kan faktisk overleve en tur i poolen – det har vi selv testet.

> Læs hele vores test af JBL Flip 7 her

Årets bedste router

ASUS ZenWiFi BQ16

Pris: 6.500 kroner

Prisen på ZenWiFi BQ16 kan virke høj, men du får også to enheder. Routeren virker med det lynhurtige Wi-Fi 7 med fire frekvensbånd, som sikrer stabil og hurtig forbindelse overalt i hjemmet.

> Læs hele vores test af ASUS ZenWiFi BQ16 her

Årets bedste mobil

På bagsiden af mobilen er der et kameramodul med fire fremragende kamaerer.

Xiaomi 15 Ultra

Pris: 9.999 kroner

Vi testede mange gode telefoner i 2025, og Xiaomi 15 Ultra var den bedste. Det kinesiske mærke har i løbet af de seneste år taget store spring på det europæiske marked. I dag er det verdens tredjestørste producent af telefoner efter Apple og Samsung, og det giver rigtig god mening.

Telefonen kan kendes på lang afstand på sit kæmpestore, runde kameramodul på bagsiden, hvor cirklen med de fire kameralinser fylder næsten hele telefonens bredde. Kameraet er produceret i samarbejde med det anerkendte tyske firma Leica, og det tager suveræne billeder selv under vanskelige forhold.

Processoren er lynhurtig og kombineret med 16 GB ram og en stor skærm, der leverer høj opdateringshastighed, bliver alt afviklet hurtigt og med glidende bevægelser.

Du får desuden masser af plads til dine fotos, videoer og apps med 512 GB lagerplads, og batteriet kan holde telefonen kørende i cirka 36 timer

> Læs hele vores test af Xiaomi 15 Ultra her

Boblere:

OnePlus 13

Pris: 7.999 kroner

OnePlus 13 skiller sig ud med et godt batteri, en stor skærm på 6,8 tommer, et stærkt kamera med AI-funktioner og en ydelse, der er helt i top.

> Læs hele vores test af OnePlus 13 her

Doro Aurora A31

Pris: 2.699 kroner

Det bedste valg til dig, der vil have en enkel telefon. Ikonerne er tydelige, og der er ansigtsgenkendelse samt fysiske knapper til opkald. Mobilen har desuden en alarmknap, der hurtigt kan tilkalde hjælp.

> Læs hele vores test af Doro Aurora A31 her

Årets bedste skærm

Skærmen har en 4K UHDopløsning på 3840 x 2160 pixels. Den høje opløsning er bl.a. en fordel i spil.

Asus ROG Strix XG32UCWG

Pris: 7.688 kroner

Du får lov at betale for Asus’ skærm, men kvalitet koster penge, og her får du en af de bedste computerskærme, vi har testet på Komputer for alle.

Skærmen har en særdeles levende farvegengivelse og en meget stærk kontrast. Kombinationen af de to giver et utrolig flot skærmbillede, uanset om du spiller de nyeste computerspil eller bare arbejder i Windowsprogrammer. Da vi testede skærmen, brugte vi den til begge dele.

Vi var især imponerede over, hvor flot computerspil så ud. Selv i et actionpræget skydespil stod billedet skarpt og roligt, selv om vi hev og flåede musen fra side til side. Asusskærmen er godt indstillet, når du tænder den for første gang.

Ofte skal du ellers selv tilpasse lysstyrke, farvetemperatur med mere, men her sidder det lige i skabet fra start af. Skulle du få brug for at justere indstillingerne, er det nemt at gøre med en lille styrepind og to knapper på bagsiden af den 32 tommer store skærm.

> Læs hele vores test af Asus ROG Strix XG32UCWG her

Boblere:

Philips Evnia 32m2c5501

Pris: 1.995 kroner

Her får du noget så sjældent som en billig, buet skærm med høj opdateringshastighed og en god opløsning på 2560 x 1440 pixels.

> Læs hele vores test af Philips Evnia 32m2c5501 her

AOC Agon Pro AG346UCD

Pris: 4.990 kroner

Den 34 tommer store skærm er svagt buet, så du kan nemt arbejde med flere vinduer åbne på samme tid.

> Læs hele vores test af AOC Agon Pro AG346UCD her

Årets bedste tablet

Samsung Galaxy Tab S10+

Pris: 5.900 kroner

Der var ikke meget at rafle om, da vi skulle kåre årets bedste tablet. For hvis vi skulle lave en liste over egenskaber, der skulle være med i den perfekte tablet, ville Samsung Galaxy Tab S10+ have grønne flueben ved samtlige punkter.

Skærmen er slet og ret den bedste, vi nogensinde har set i en tablet. Billedet står fantastisk flot på de 12,4 tommer, og du kan tage noter direkte på skærmen med den medfølgende pen. Højtalerne sidder godt og giver god lyd, uanset hvordan tabletten er placeret.

> Læs hele vores test af Samsung Galaxy Tab S10+ her

Bobler:

Lenovo Idea Tab Pro

Pris: 2.979 kroner

Lenovos tablet har en solid ydelse, en medfølgende pen, god skærm, hurtig opladning, og en lagerplads der kan udvides.

> Læs hele vores test af Lenovo Idea Tab Pro her

Årets bedste headset

JBL Tour Pro 3

Pris: 2.060 kroner

Tour Pro giver god lyd i samtaler og ved afspilning af musik i op til seks timer.

Ladeæsken, der giver dig yderligere 24 timers strøm, er særligt interessant. Den har en skærm, hvor du kan indstille headsettet, og du kan se vigtige oplysninger som batteriniveauet.

Æsken kan tilsluttes en lydkilde, fx underholdningsanlægget i et fly eller et tv, og derefter skabe trådløs forbindelse mellem sig selv og headsettet. På den måde kan du få trådløs Bluetooth-forbindelse til gammmelt analogt udstyr.

> Læs hele vores test af JBL Tour Pro 3 her

Bobler:

Logitech G Astro A50 (Gen 5)

Pris: 2.299 kroner

Logitech G Astro A50 er et stort, behageligt trådløst headset med god lydkvalitet, justérbar bas, fremragende mikrofon og en praktisk basestation, hvor du kan oplade headsettet.

> Læs hele vores test af Logitech G Astro A50 (Gen 5) her

Årets bedste gadget

Logitech MX Creative Console

Pris: 1.973 kroner

Med MX Creative Console giver Logitech dig nye, smarte måder at styre programmer på pc’en på. Produktet består af to dele. Et stort hjul, du kan finindstille pc’en med og fx gøre billedet lysere eller mørkere, og en boks med ni små skærme.

Skærmene er også knapper, som blandt andet kan indstilles til at åbne programmer på pc’en. Skærmene kan også opdateres løbende, så de fx viser klokken.

> Læs hele vores test af Logitech MX Creative Console her

Årets bedste karakter

Endorfy ARX 500 ARGB

Pris: 899 kroner

Det delvist gennemsigtige pckabinet fik karakteren 10,0, for det er nemlig så godt, som et kabinet kan blive. ARX 500 ARGB har store, støjsvage blæsere, der giver en god luftgennemstrømning.

Der er masser af plads til at trække de nødvendige kabler rundt, og prisen er tilmed overraskende lav.

> Læs hele vores test af Endorfy ARX 500 ARGB her

Hent magasinartikel (PDF)

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Komputer for alle-magasinet.