Razer Basilisk er en lille og rejsevenlig mus i et ergonomisk design.
Musen kan forbindes til pc’en via Bluetooth eller kabel, men den nemmeste og hurtigste forbindelse får du ved at sætte den medfølgende adapter i en USB-port. Du kan gemme adapteren inde i musen under transport, men den er så lille, at du også bare kan lade den sidde i din bærbare pc.
Vi brugte musen på både en stofmåtte, en matteret glasplade og et bukseben, og den reagerede i alle tilfælde lynhurtigt og førte markøren regelmæssigt hen over skærmen.
Du får det bedste udbytte af den ergonomiske form, hvis du har en lille hånd.
En gennemsnitlig mandehånd kan ikke hvile ordentligt oven på musen, men det fungerer også fint at holde om Basilisk Mobile med i et klogreb med let bøjede fingre. Tommelfingeren hviler på et lille udhæng, og vi kunne bruge musen i timevis uden at blive trætte i fingrene.
Fremragende musehjul
Knapperne sidder godt placeret, og de to primære knapper er fint afstemt, så du ikke klikker på dem ved et uheld. Mellem dem sidder et fremragende musehjul, som kan indstilles til enten at rulle hurtigt og trinløst eller bevæge i små mærkbare ryk som i de fleste andre mus.
Som en nyskabelse kan en af knapperne åbne en AI-assistent som fx Copilot eller ChatGPT. Hvis du har svært ved at se, hvad du skal bruge dét til, kan du heldigvis også bare ændre knappens funktion i Razers stilfulde indstillingsprogram.
