Du husker måske eventyrbøgerne, hvor du kunne styre heltens færd gennem eventyret: "Hvis du vælger at gå ind i grotten, skal du bladre til side 185".
Nu arbejder Netflix på en digital version af denne type historiefortælling. Fremover skal du med fjernbetjeningen være med til at bestemme handlingen i nogle af streamingtjenestens serier. Det skriver den engelske avis Daily Mail.
Tester det på tegnefilm
Avisen har talt med flere kilder hos Netflix, der kan fortælle, at det første eksempel på den slags historiefortælling er en tegnefilm for børn, der udkommer i efteråret. Hvis det eksperiment fungerer, vil man udvide konceptet til "rigtige" serier.