Xiaomi 11 Lite 5G NE

Et 64 megapixel kamera, WiFi 6 og 90 Hz OLED skærm lyder godt. Fungerer det også ordentligt i praksis?

Xiaomi 11 Lite 5Gne er en fin telefon i mellemklassen. Med en fremragende skærm, gode kameraer og lang batteritid er her meget telefon for pengene. At den også reagerer lige så hurtigt som dyrere telefoner er bare en ekstra luksus.

Skærmen er af OLED typen med ekstra farvedybde (HDR), og billedet står virkelig flot. Farver er klare og nuancerede med god dynamik mellem lyst og mørkt. Elementer og animationer glider ubesværet omkring, hvilket giver en oplevelse af kraftoverskud.

I betragtning af skærmstørrelsen er Xiaomi 11 Lite 5Gne en slank og let telefon. Det slanke design har betydet, at der ikke er blevet plads til en udgang til hovedtelefoner, og at kameraerne på bagsiden træder ret markant frem. Æstetikere vil i øvrigt lade sig fascinere af bagsidens perlemorsagtige effekt.

De indbyggede kameraer giver rigtig gode billeder med klare farver og god, naturlig skarphed, der kun fremhæves minimalt af digital efterbehandling. Sådan skal det være.

Hovedkameraet er på hele 64 megapixels i sig selv, men producerer heldigvis billeder på mere overskuelige 16 megapixels. Den ekstra opløsning bruges til at reducere støj i billedet, og til at gøre digital zoom bedre: Ved en zoomfaktor på 2 bliver billedet stadig taget med ægte kamerapixels. Detaljerne er lidt grovere, men stadig i fuld opløsning.

Styresystemet er Android 11, det vil sige en udgave bagud. Xiaomi lover dog, at telefonen vil blive opdateret til Android 12 snart, og på et senere tidspunkt til Android 13.

Det tog et par forsøg at få fingeraftrykslæseren rigtigt konfigureret. Men da det var på plads, fungerede den fint. Den er indbygget i tænd/sluk knappen på højre side.

Den lille tilføjelse 'ne' i navnet står for "New Edition", men det er en opgradering med forbehold . Sammenlignet med den tidligere model har denne udgave en lidt langsommere CPU, men til gengæld mærkbart længere brugstid per opladning. Forskellen i tempo mærkes ikke i daglig brug, så det er et godt bytte. At den nye udgave også er gået fra 6 GB ram til 8 er en ekstra bonus.

Den medfølgende oplader angives at lade med op til 33 watt. I praksis kom vi ikke højere end 25 watt, men det er stadig hurtigt nok til at lade telefonen fra flad til næsten fuld på under en time.

Xiaomi 11 Lite 5G NE

11 Lite 5G New Edition

Karakter: 8.9/10
Pris: 2.990 kr
Mærke: Xiaomi
Testdato: 18. juli 2022
8.9 KOMPUTER FOR ALLE
Plus
Hurtigt reagerende brugerflade
Batteriet holder længe
Minus
Ingen hovedtelefonudgang
Konklusion
En meget vellykket telefon i mellemklassen, med flot skærm og gode kameraer.
Specifikationer
Type
Telefon
Processor
Qualcomm Snapdragon 778G 5G 2.4 GHz
Hukommelse (RAM)
8 GB
Lagerplads
128 GB
Skærmstørrelse
6,55 tommer
Skærmopløsning
2400 x 1080 pixels, 90 Hz
Tilslutninger
USB-C
Batterikapacitet
4250 mAh
Styresystem
Android 11
Netværk
WiFi 6
Mål
7,6 x 0,68 x 16,05 cm
Vægt
158 gram
Fingeraftrykslæser
Ja
Kamera
64 megapixels
Udskifteligt microSD-kort
Ja
Benchmark (højest er bedst)
2795