Når du bruger apps eller går på nettet på din telefon, vil du sikkert opleve at få vist annoncer for produkter, som du netop har vist interesse for på en anden hjemmesider.
For styresystemerne Android og iOS – og de apps som følger styresystemet – er det nemlig muligt at spore dig fra hjemmeside til hjemmeside (eller fra app til app) takket være en såkaldt identifikator, som er et unikt nummer, der følger hver enhed.
Identifikatoren er slået til som standard på både iPhones og Android-telefoner, så hvis du ikke ønsker at blive sporet på tværs af apps og hjemmesider, skal du selv slå den fra.
Sådan slår du annoncerings-ID fra på en Android-telefon
Hvis du ikke ønsker, at din Android-telefon holder snor i de hjemmesider, du har benyttet – og målrettet viser annoncer på baggrund af dette – skal du slå muligheden annoncerings-ID fra på din telefon. Gør følgende:
- Åbn appen Indstillinger på din Android-telefon.
- Tryk på Privatliv. (punktet kan også hedde Sikkerhed og Privatliv).
- Tryk på Annoncer.
- Tryk på Slet annoncerings-ID (alternativt kan du vælge Nulstil annoncerings-ID, hvis du ønsker at fjerne de data, der er tilknyttet ID'et).
- Bekræft din ændring.
Dermed får du ikke længere målrettede annoncer på din Android-telefon.
Sådan slår du målrettede annoncer fra på en iPhone
iPhones pendant til Androids Advertising ID kaldes IDFA — det står for Identifier for Advertisers.
Den bruges af apps og annoncører til at måle og målrette reklamer — præcis som Googles Advertising ID gør på Android. Det er også en unik, anonym identifikator, som Apple tildeler hver iPhone.
IDFA indeholder præcis som Advertising ID ingen personlige oplysninger, men gør det muligt at se, hvordan en bestemt iPhone-bruger interagerer med annoncer på tværs af apps og websites.
Sådan slår du IDFA fra:
- Åbn Indstillinger på din iPhone.
- Tryk på Anonymitet og sikkerhed.
- Tryk på Apple-reklamer.
- Slå omskifteren Personlig reklame fra.
Slå annonce-id fra i Windows
Også i Windows findes lignende "identifikator" kaldet annonce-ID. Denne indstilling kan du slå fra i Windows' brugerflade, så du slipper for, at programmer og apps kan målrette annoncer til dig baseret på dit historik. Du gør følgende:
- Klik på Start-menuen og derefter på ikonet for Indstillinger (tandhjulet).
- I venstre menu skal du vælge Beskyttelse af personlige oplysninger & sikkerhed.
- Vælg Generelt under sektionen Beskyttelse af personlige oplysninger.
- Slå indstillingen Lad apps vise mig tilpassede reklamer ved hjælp af mit annonce-id fra ved at klikke på den tilhørende knap eller afkrydsningsfelt.
Alternativt kan du bruge et program som O&O ShutUp10++ til at styre denne og andre privatlivstilladelser. Du finder O&O ShutUp10++ her.
Slip for sporingcookies og reklamer
I pc'ens browser har du også mulighed for at blokere såkaldte trackingcookies (også kaldet tredjepartscookies), som er browserens sidestykke til annoncerings-ID.
Det kan du læse mere om i artiklen "Google deaktiverer tredjepartscookies".
Måske foretrækker du helt at slippe for annoncer på mobilen. Det er også muligt, men kræver en lidt større indsats, i det du skal skifte til browseren Brave. Læs om mulighederne i artiklen "Slip for reklamer på pc'en og mobilen".