Sådan tager du screenshots på din mobiltelefon

Det er ikke altid lige nemt at finde rundt i de mange forskellige metoder, som de forskellige mobilproducenter bruger, når du skal tage et screenshot på din smartphone. Vi har samlet en liste her.

Screenshot på mobiltelefon: sådan gør du

Du kan let tage et screenshot på din mobiltelefon. Vi viser dig hvordan.

Når du surfer på nettet på din mobiltelefon, kan du let notere dig ting ved at tage et screenshot, som automatisk bliver gemt på din mobiltelefon. Så kan du også let sende det til en ven som mail, sms eller besked på sociale medier.

Men hvordan er det nu lige, du tager et screenshot på din smartphone?

De fleste producenter er begyndt at bruge næsten samme metode til at lade dig tage screenshots på din mobiltelefon. Nogle firmaer har dog fundet på smarte alternative metoder.

Vi forklarer dig her, hvordan du tager screenshots på forskellige telefoner.

Screenshot på ældre iPhones:

Det er nemt at tage et screenshot af din skærm på en iPhone.

Du skal blot trykke på tænd/sluk-knappen samtidig med hjem-knappen.

Dit skærmbillede bliver nu gemt i dit galleri - både under alle fotos og i mappen screenshots.

Screenshot på nyere iPhones:

Da nyere iPhones (fra iPhone X og frem) ikke har en hjemknap, er fremgangsmåden til at tage et skærmskud lidt anderledes - dog stadig meget simpelt.

Du skal blot trykke på tænd/sluk-knappen og lydstyrke op-knappen samtidig, og så dukker dit skærmskud op på telefonens skærm.

Herefter har du mulighed for at redigere og gemme det nye screenshot.

Screenshot på Android:

Googles styresystem er verdens klart mest udbredte på mobiler verden over – og næsten alle Android-telefoner kan tage screenshots på samme måde.

Du skal blot holde tænd/sluk-knappen nede, imens du samtidig holder volumen-ned-knappen nede. Du tager nu et billede af din skærm, som bliver gemt i dit galleri.

På telefoner, der har en fysisk hjem-knap, skal du ofte bruge den i kombination med tænd/sluk-knappen.

Screenshot på Samsung:

På Samsung-telefoner kan du – som på de fleste Android-telefoner – tage et screenshot ved at holde på tænd/sluk-knappen og volumen-ned-knappen nede samtidig.

Samsung har dog tilføjet en anden smart metode. Du skal blot føre din håndflade hen over skærmen fra den ene side til den anden, så tager telefonen et billede af din nuværende skærm.

LÆS OGSÅ: Nyheder, tips og tests om mobiltelefoner her

Screenshot på Huawei:

Huawei-telefoner kan som næsten alle andre Android-telefoner tage screentshots ved hjælp af tænd/sluk-knappen og volumen-ned-knappen.

På nyere Huawei-telefoner kan du også bruge en anden smart metode.

Ved at banke to gange på skærmen med din kno, får du telefonen til at tage et billede af den nuværende skærm. Hvis du holder din kno på skærmen efter det andet bank, kan du markere det område af skærmen, som du gerne vil have et billede af.

LÆS OGSÅ: Sådan tager du et screenshot på din pc eller mac