Skal jeg gå til venstre eller højre?
Det problem kan du nemt komme ud for, når du bruger navigationstjenestem Google Maps.
Selv med blå pile og stiplede linjer kan det være nødvendigt at gå adskillige hundrede meter for at se, om du bevæger dig rette vej, når du starter navigationen.
Dén problemstilling har Google været opmærksomme på i lang tid, og sidste år præsenterede de løsningen. Ved hjælp af såkaldt augmented reality (AR) kan du bruge telefonens kamera til at finde ud af, hvilken vej du skal gå af.
Nu er funktionen klar, og Google er allerede begyndt at rulle den ud til brugerne.
> Læs også: Her er de skjulte funktioner i Google Maps
Sådan finder du vej med Google Maps
Når opdateringen bliver tilgængeligt på din enhed, kan du prøve Live View-funktionen ved at:
- Søge efter et nærliggende sted, du vil gå til, eller marker det med et tryk på det på kortet.
- Tryk på den blå rute-knap i bunden af skærmen.
- Tryk på den lille mand i toppen af skærmen for at få vist rutebeskrivelse til fods
- Tryk på 'Live View' i bunden af skærmen, og du bliver guidet gennem brugen af funktionen.
Når du har indtastet din destination, peger du altså blot telefonens kamera mod de respektive veje, du kigger på, og så vil fire store pile vise, i hvilken retning du skal gå (se billedet herunder).
Samtidig kan du nederst på skærmen se et udsnit af kortet, hvor du også ser den karakteristiske blå pil og prikker, som viser, hvilken gade, sti eller vej som leder i den rigtige retning.
Mest til ruter i byen
Den smarte funktion kræver detaljerede Street View data for at kameraet kan ‘se’, hvor man er. Derfor vil funktionen til en start primært fungere i byområder.
Google arbejder løbende på at affotografere områder til brug for Street View. Dermed vil Live View funktionen løbende blive tilgængelig i flere områder.
Udrulningen sker løbende, og de første kompatible iOS- og Android-enheder har allerede fået funiktionen.
Du kan se en liste over kompatible enheder her.