Hvert år udgiver Apple nye iPhones, og samtidig bliver ældre Apple-udstyr forældet.
Den 15. november 2024 opdaterede Apple igen sin liste over de Apple-produkter, der enten er forældede eller betegnet som "vintage".
Denne gang er populære modeller som iPhone XS Max, iPhone 6s Plus samt flere versioner af Apple Watch Series 2 blevet tilføjet til en i forvejen lang liste med iPhones og andet Apple-udstyr.
Nogle af disse enheder betragtes nu som forældede, og hvis det gælder din iPhone eller iPad, bør du kraftigt overveje at investere i nyt udstyr.
Vintage eller forældet
Apple opdeler sine ældre produkter i to kategorier: Vintage og forældet.
En iPhone bliver kaldt vintage, når det er mellem fem og syv år siden, den sidst blev solgt.
Forældet betyder, at produktet forlod markedet for mindst syv år siden.
Når et produkt er vintage, kan du muligvis stadig få det repareret hos Apple, hvis der findes reservedele. Forældede produkter vil Apple derimod ikke længere reparere eller understøtte med opdateringer.
Risikabelt at bruge forældet udstyr
Selvom en iPhone er på listen over forældet udstyr, kan den stadig fungere fint, men der er visse risici forbundet med at bruge en iPhone, iPad eller et Apple Watch, der er kategoriseret som forældet.
Ikke alene kan de ikke længere repareres, hvis de går i stykker, men de vil heller ikke modtage opdateringer. Styresystemet bliver fx ikke opdateret længere, og det gælder også de vigtige sikkerhedsopdateringer, der beskytter mod sikkerhedshuller.
Desuden kan visse apps som WhatsApp og Instagram stoppe med at fungere korrekt på forældede iPhones.
På længere sigt vil mobilen få svært ved at køre basale funktioner, og batteriet vil sandsynligvis blive drænet hurtigere.