Med mindre du ejer en nyere, vandtæt telefon fra fx Samsung eller Sony er der næppe noget værre end at afslutte et toiletbesøg med at tabe sin dyre smartphone ned i toiletkummen. Den delikate elektronik kan ikke tåle fugt - og slet ikke et vandbad fra en håndvask eller toiletkumme.
Heldigvis har mange oplevet samme situation, og på internettet findes der masser af gode råd til, hvordan man får liv i telefonen igen.
Her har vi kigget på de bedste tips, som folk har haft succes med, når telefonen har fået fugt.
Tip 1: Silica-poser
Du kan lægge telefonen i en pose sammen med de små silica-poser, som følger med, når du køber elektronik. Poserne er ofte på størrelse med en tændstikæske, og de er praktiske at gemme, næste gang du fx køber en harddisk.
Tip 2: Ris
Læg telefonen i ris natten over. Der er en lille chance for at risene suger fugten ud af telefonen.
Tip 3: Støvsugeren
Et andet opfindsomt bud fra YouTube-brugeren Bret Martin lyder at tørre telefonen med en støvsuger. Det virker formentlig bedst med en Android-telefon, hvor du kan fjerne bagbeklædningen. Se, hvordan han bar sig ad, her:
Tip 4: Solen
Hvis uheldet er ude om sommeren, kan du lægge telefonen på et tørt håndklæde direkte i solen, så fugten i de små revner fordamper. I alle disse tilfælde skal du vente et døgns tid, før du tænder for telefonen igen, så du undgår kortslutninger.
Tip 5: Fryseren
Er alt håb ude, kan du som et sidste desperat forsøg prøve at fjerne batteriet fra telefonen, pakke den ind i nogle stykker køkkenrulle og lægge den i fryseren i 15-20 minutter. Tag den ud, tilslut batteriet igen og se om den vil tænde.
Vil den stadig ikke det, kan du gentage processen med 10 minutter i fryseren. Det har virket for enkelte brugere af hjemmesiden instructables.com.
Du må ALDRIG
- Bruge en hårtørrer, da varmen kan skade telefonen
- Lægge telefonen i mikrobølgeovnen.