Nu får Apple-ID nyt navn

Apple er på vej med iOS 18, som byder på et væld af nyheder. Blandt andet skifter Apple-ID-værktøjet navn.

Nu får Apple-ID nyt navn

Med iOS 18 skifter Apple-ID navn.

© QubixStudio/Shutterstock

Når du senere på året opdaterer din iPhone til det nye iOS 18-operativsystem, vil der være mange nye ændringer at finde på din telefon.

En af dem vil være, at værktøjet Apple-ID får en navneændring, så det fremover vil blive kaldt Apple-konto.

Det er vigtigt at vide, da Apple-ID er et essentielt værktøj på din iPhone, hvor du blandt andet får mulighed for at:

  • Logge ind på Apple-enheder og -tjenester som iPhone, iPad, Mac og Apple Watch.
  • Synkronisere data via iCloud, herunder billeder, filer, kontakter og kalendere.
  • Købe og downloade indhold fra App Store, iTunes, Apple Music og Apple Books.
  • Administrere abonnementer på tjenester som Apple Music, Apple TV+, Apple Arcade og iCloud-lagring.
  • Beskytte dine oplysninger med funktioner som to-faktor-godkendelse og Find min iPhone.

Når du fremover skal løse en af disse opgaver, skal du altså kigge efter Apple-konto frem for Apple-ID inde i din iPhones indstillinger.

Navneskiftet fra Apple-ID til Apple-konto er en del af Apples strategi for at skabe en mere ensartet oplevelse på tværs af produkter, operativsystemer og forskellige tjenester.

LÆS OGSÅ: 3 gigantiske ændringer til din iPhone

Flere nyheder i iOS 18

Navneskiftet fra Apple-ID til Apple-konto er bare en af nyhederne i det nye iOS 18. Den nok største nyhed er, at de nyeste iPhones, iPhone 15 og nyere, med iOS 18 får understøttelse for kunstig intelligens.

Det har fået navnet Apple Intelligence, og det har vi tidligere skrevet en større artikel om, som du kan læse her.

Men der er også andre nye funktioner i iOS 18.

En af nyhederne er for dem, der går op i privatliv og sikkerhed. Du kan nemlig vælge at låse en app, så den kræver Face ID, Touch ID eller en adgangskode for at blive åbnet.

LÆS OGSÅ: Apple vil kurere køresyge

Det sikrer også, at information fra appen ikke vises andre steder på systemet, som i meddelelser. Du kan endda gå et skridt videre og skjule appen i en låst, skjult app-mappe, så ikonet slet ikke er synligt på din telefon.

Det bliver også muligt at fjerne elementer fra dine fotografier, hvis der fx er noget i baggrunden, som du ikke vil have.

Apple har tidligere annonceret, at iOS 18 bliver frigivet til efteråret. Den præcise dato for lanceringen kender vi ikke, men det forventes at ske i midten af september.