Nu får iPhone-brugere endnu flere muligheder for at investere i et smartwatch: Google har netop præsenteret app’en Android Wear til iOS, der gør din iPhone i stand til at tale med dit Android-ur, når du har installeret app’en på telefonen.
Et smartwatch gør, at diverse programmer på din telefon kan give dig beskeder direkte på dit håndled. Fx kan du få kalender-opdateringer, vejrudsigt eller motions-informationer, uden at skulle tage telefonen op af lommen.
For at kunne bruge Android Wear til iOS skal du have iOS 8.2 installeret på din Apple-enhed, men så kan du også bruge dit Android-ur med både iPhone, iPad og iPod Touch. Ifølge Apples butik, iTunes, er app’en dog optimeret til at virke med iPhone 5, 6 og 6 Plus.
Lige nu er det også kun urene LG Watch Urbane, LG G Watch R og Motorola Moto 360, der fungerer med Android Wear til iOS, men det forventes, at de andre modeller på markedet snart får en opdatering, så de kan fungere med din iPhone.