De fleste smartphone-ejere får med jævne mellemrum opkald fra telefonnumre, som ikke er registreret i mobilens telefonbog.
I de tilfælde vil de fleste gerne tjekke, hvem der ringer til dem, før de ringer tilbage.
Her får du en stribe gode tips til at finde personen via telefonnummeret.
1. Find telefonnummeret med MobilePay
En utraditionel, men smart måde at tjekke et nummer på er ved at bruge app'en MobilePay - hvis du altså selv bruger den smarte betalingsapp.
Åbn app'en, sæt beløbet til én krone, tryk på Vælg modtager og indtast nummeret.
Tryk efterfølgende på Næste, og hvis telefonnummeret er registreret til en bruger, kan du nu se, hvem telefonnummeret tilhørere, uden du behøver overføre beløbet.
2. Find nummeret i den virtuelle telefonbog
Når du vil se, hvem der ringer til dig, kan du bruge et trick, som har mange år på bagen. Du skal blot kigge i en telefonbog.
Der er selvfølgelig ikke tale om den tunge, fysiske bog, men i stedet på en hjemmeside som Krak.dk.
Her indtaster du helt enkelt telefonnummeret, og så må du ellers blot håbe på, at der dukker et resultat op. Du kan også bruge Kraks app til at finde telefonnummeret.
Du kan prøve at søge på telefonnummeret på Facebook, men det kræver, at personen har registreret sit telefonnummer med sin Facebook-konto.
3. Find telefonnummeret på Google
Lykkes din søgen hverken med MobilePay, Krak eller Facebook, kan du udvide søgningen på Google for at se, hvem der ringer til dig.
Hvis der er tale om et firma fx telemarketing eller et svindelforsøg, vil der blandt de første resultater være sider, hvor brugere vurderer, hvor farlige opkald fra det pågældende telefonnummer er.
Hvis nummeret dukker op på listen over mistænkelige numre, bør du ikke ringe tilbage.
I nogle tilfælde kan du dog søge forgæves. Hvis en person har hemmeligt nummer, finder du det sjældent med ovenstående metoder. Så må du selv vurdere, om du vil ringe tilbage eller vente og se, om de ringer til dig igen.

