Samsung Galaxy Note fås i tre forskellige farver.
Samsung Galaxy Note 20

Den nye Galaxy Note 20 fås i tre forskellige farver.

© Samsung

Galaxy Note 20: Samsung lancerer ny supertelefon

Samsung Galaxy Note 20 kombinerer de fleste af specifikationerne fra Samsung Galaxy S20 Ultra med den særlige S-pen - og et kamera på hele 108 megapixels.

Samsung har præsenteret en af sine stærkeste telefoner nogensinde. 

Galaxy Note 20 kombinerer de fleste af specifikationerne fra Samsung Galaxy S20 Ultra med den særlige S-pen, som vi kender fra firmaets tidligere Note-telefoner.

Med pennen kan du tage noter direkte på telefonens skærm, og du får en særlig genvejsmenu beregnet specielt til at blive brugt sammen med S-Pen.

Imponerende specifikationer

Processoren, der driver det hele, er den samme som i Galaxy S20 Ultra. Det er ikke så dumt, for det er Samsungs hidtil hurtigste.

Skærmen er på 6,9 tommer, og telefonen vejer 208 gram, så vi er næsten oppe i samme størrelse som de mindste tablets.

Det primære kamera på bagsiden tager billeder med vanvittige 108 megapixels.

Galaxy Note 20 kan købes i tre forskellige udgaver lige fra den almindelige model med 256 gigabytes lagerplads til 8299 kroner til den ekstreme Galaxy Note 20 Ultra med 512 gigabytes til  10899 kroner. 

Alle telefoner er klar til brug med det kommende 5G-mobilnet.

Samsung præsenterede også øretelefonerne Galaxy Buds, et nyt Galaxy Watch og den nye S7-serie af tablets.
Nye Samsung-produkter

Samsung præsenterede også øretelefonerne Galaxy Buds, et nyt Galaxy Watch og den nye S7-serie af tablets.

© Samsung

Nye Samsung-tablets og trådløse øretelefoner

Samsung præsenterede mange andre nyheder ved det stort anlagte pressemøde, der blev streamet direkte fra hjemlandet, Sydkorea. 

Blandt nyhederne var også en ny serie af tablets under navnet Galaxy Tab S7. Det er en tablet i den dyre ende, som leveres med samme S-Pen som Galaxy Note 20. Den største model har en skærm på hele 12,4 tommer.

Samsung Galaxy Watch3 er en mindre opdatering af Samsungs serie af smartwatches. Uret har forbedrede helbredsfunktioner i forhold til tidligere modeller, og det kan blandt andet måde iltniveauet i dit blod. Uret kan også mærke, hvis du er faldet om, og med det samme give dine pårørende besked om at du har brug for hjælp.

Galaxy Buds er Samsungs bud på et sæt trådløse øretelefoner som Apples Airpods. Høretelefonerne er lavet i samarbejdet med Samsungs datterselskab, AKG, og byder blandt andet på aktiv støjreducering.

Måske er du interesseret i ...