Doro er et svensk firma, som har specialiseret sig i at fremstille helt enkle og “gammeldags” mobiltelefoner med lille skærm, fysiske knapper og med noget begrænsede funktioner - med ældre brugere for øje.
Telefonen Doro 8040 følger samme opskrift, men den har faktisk de funktioner, som man kan forvente af en moderne smartphone i 2018. Telefonen byder eksempelvis på stor skærm, apps, internetadgang og udmærkede kameraer på for- og bagside.
Telefonen er holdt i plastik og føles holdbar. Skærmen måler fornuftige fem tommer, hvilket gør, at det er nemt at se det meste - også selvom man måske ikke har det bedste syn. Ikoner og fysiske knapper på telefonen store og tydelige.
Skåret ind til benet
Selve menuerne er skåret ind til benet. Det betyder, at man ikke umiddelbart har adgang til de traditionelle indstillinger i Android, men i stedet bliver præsenteret for de vigtigste: Lyd, startskærm, internet og alarmer, for at nævne et par stykker.
Kameraet fungerer fint, så længe der er masser af lys. Telefonen har desuden en dedikeret kameraknap. Derudover har telefonen også en nødhjælpsknap på bagsiden. Den kan indstilles til at sende en besked eller ringe op til et nummer med det samme, når man trykker på knappen, hvis man skulle komme i bekneb.
Generelt er telefonen fin til at læse nyheder, tjekke mails og Facebook og se lidt video - men kæmper med tungere opgaver. Et stort plus er docken, som både lader telefonen op og giver adgang til eksempelvis klokken og visning af billeder.
Find laveste pris:
