Din telefon er fyldt med oversete funktioner

Godt gemt i Android og iOS har udviklerne gemt geniale værktøjer og funktioner, som du formentlig ikke kender. Vi viser her nogle af de bedste.

Namedrop på iPhone

Med de seneste opdateringer som iOS 26 til iPhone og Android 16 får din telefon mange nye funktioner - fx Namedrop-funktionen på iPhone, hvor du kan dele kontakter blot ved at holde to iPhones tæt på hinanden.

Jeg tager utrolig mange billeder med min telefon, og med små børn er det vigtigt at være hurtig, hvis øjeblikket skal foreviges, før ungerne er videre til næste projekt.

Derfor bruger jeg flere gange dagligt en simpel, men virkelig praktisk funktion i min Android-telefon. Hvis jeg trykker to gange hurtigt på låseknappen på siden af telefonen, åbner kameraet, også selvom telefonen er låst. Det betyder, at jeg kan række ned efter min telefon i lommen, trykke to gange på knappen, og når jeg får hevet telefonen op, er kameraet allerede klar til at tage et billede af det, som er foran mig.

Det gør det både langt hurtigere at tage et billede, men det sparer mig også for en masse irritation og bøvl, fordi jeg ikke først skal låse telefonen op, finde kameraikonet og klikke på det for derefter at tage billedet.

De gode funktioner er skjulte

Kameratricket er ét af de tips, vi har taget med i denne artikel, fordi det gør det nemmere, hurtigere og mere behageligt at bruge sin telefon, og så er det samtidig et trick, som mange ikke nødvendigvis kender.

Både Android og iOS på iPhone er propfyldt med små genveje, værktøjer og nyttige funktioner, som ikke er synlige med det blotte øje, men som man skal grave efter for at finde, og som producenterne mærkeligt nok ofte ikke gør specielt meget for at reklamere for eller gøre opmærksom på.

Tit kræver de et særligt tryk, et swipe eller en indstilling, som er gemt godt væk. Det betyder, at mange bruger deres telefon på en mere besværlig måde, uden at vide, hvor meget lettere hverdagen kunne være.

Det er lidt ærgerligt, for når du først opdager de små tricks, kan det ændre den måde, du bruger din telefon på. Hvad enten det handler om at åbne kameraet, justere styrken på lommelygten, have flere apps åbne på én gang eller tjekke batteriets tilstand og kapacitet.

De 8 bedste tips til Android

Flere apps åbne på én gang

Android giver mulighed for at køre to apps samtidig i delt skærm. Det betyder, at du kan have din e-mail åben på den ene halvdel af skærmen, mens du har en hjemmeside eller dine billeder åben på den anden halvdel.

Multitasking bliver derved meget nemmere, og du slipper for at skifte frem og tilbage.

Sådan gør du: Åbn multitaskingmenuen, og tryk på app-ikonet. Vælg Delt skærm eller lignende, og vælg den anden app, du også vil se. Her er Spotify og Chrome åbnet samtidigt.

Lynhurtig adgang til kameraet

Hvis du hurtigt vil tage et billede, behøver du ikke først tænde skærmen og trykke på kameraikonet.

Med et dobbelttryk på låseknappen åbner kameraet direkte, og du er klar til at tage billeder uden forsinkelse. Det er praktisk, hvis du hurtigt skal fange et motiv.

Sådan gør du: Åbn Indstillinger, tryk på System og tryk på bevægelser eller Genveje. Her kan du så vælge, hvad to tryk på låseknappen skal gøre, som fx at åbne kameraet.

Brug dit tastatur med én hånd

Hvis skærmen er stor, kan det være svært at nå hele tastaturet med én hånd. Android tilbyder en funktion i Gboard-tastaturet, som mange telefoner bruger, hvor tastaturet flyttes til den ene side, så det bliver nemmere at skrive med tommelfingeren alene. Det er især praktisk, hvis du holder telefonen i den ene hånd.

Sådan gør du: Åbn tastaturet, tryk på ikonet med fire små firkanter og vælg Énhåndstilstand.

Zoom ind og ud med én finger

Mange tror, at man altid skal bruge to fingre for at zoome ind eller ud, men Android har en smart funktion, hvor du kan gøre det med én finger.

Det sker ved at dobbelttrykke på skærmen og derefter holde fingeren nede og så trække fingeren op eller ned for at justere zoomniveauet.

Sådan gør du: I fx Google Maps, Chrome og Google Fotos kan du zoome ind og ud ved at dobbelttrykke og bevæge fingeren på skærmen.

Bliver du udspioneret af dine apps?

Android samler oplysninger om, hvilke apps der har fået adgang til kamera, mikrofon og placering, i et overskueligt panel.

På den måde kan du hurtigt opdage, hvis en app har rettigheder, den ikke burde have, og du kan tilpasse indstillingerne med få tryk. Det giver dig et klart overblik og en bedre kontrol af dine data.

Sådan gør du: Åbn panelet ved at gå ind i Indstillinger og vælg Sikkerhed og privatliv. Tryk på Privatlivspanelet.

Find ud af hvad du ser på skærmen

Nyere Android-telefoner har funktionen Circle to Search. Med den kan du søge på alt, hvad du ser på skærmen, ved at tegne en cirkel rundt om det med fingeren.

Når det er gjort, bruger Google sin billedsøgning og kunstige intelligens til at finde ud af, hvad der er på din skærm.

Sådan gør du: Hold hjemmeknappen eller navigationslinjen nede, og tegn derefter en cirkel omkring det, du vil søge på. Så viser Google en række søgeresultater.

Nem og præcis tekstredigering

Det kan være frustrerende at ramme præcis det rigtige sted i en tekst, når man sidder med sine store fingre på et touchtastatur. I Android er der en løsning, som gør det markant nemmere.

Sådan gør du: Hold din finger på mellemrumstasten på tastaturet, og bevæg fingeren i den ønskede retning, så følger tekstmarkøren med.

Genial genvej til kalenderen direkte fra startskærmen

Når du trykker på datoen i statuslinjen, åbner du kalenderen direkte. I hvert fald på nogle telefoner. I andre åbner uret.

Det er en lille, men nyttig genvej, der gør det hurtigere at tjekke aftaler eller oprette en ny begivenhed.

Sådan gør du: Tryk på datoen øverst på skærmen for at springe ind i kalenderen. Vær opmærksom på, at denne funktion ikke virker på alle telefoner.

De 8 bedste tips til iPhone

Automatisk sletning af engangskoder

Når du modtager koder til totrinsbekræftelse via sms, kan de nu slettes automatisk, efter de er blevet brugt. Det gør din indbakke mere overskuelig og sikrer, at potentielt følsomme oplysninger ikke bliver liggende.

Sådan gør du: Åbn Indstillinger på din iPhone, og tryk på Generelt. Tryk på Autoudfyld & adgangskoder og find afsnittet Bekræftelseskoder og aktivér Slet efter brug.

Er batteriet ved at stå af?

Et batteri holder ikke evigt, og efter et par års brug mister det noget af sin kapacitet. Apple har derfor indbygget en funktion, hvor du kan se batteriets maksimale ydeevne i forhold til dengang, det var nyt.

Hvis tallet er faldet meget, er det et tegn på, at batteriet ikke længere kan holde lige så længe på en opladning, og at det kan være tid til en udskiftning.

Sådan gør du: Åbn Indstillinger, vælg Batteri og derefter Batteritilstand. Ved Maksimumkapacitet kan du se i procent, hvor meget kapacitet, batteriet har tilbage.

Interaktive widgets

Widgets på iPhone er ikke længere passive informationsfelter. Du kan nu styre apps direkte fra hjemmeskærmen og fx afspille musik, markere påmindelser eller krydse indkøb af.

Det gør, at du sparer et ekstra tryk og får hurtigere adgang til de vigtigste funktioner.

Sådan gør du: Hold fingeren på hjemmeskærmen, tryk på Rediger og Tilføj widget. Widgets som fx Musik og Kort er interaktive.

Lommelygten kan skrues op og ned

På iPhone behøver du ikke at nøjes med én lysstyrke, når du bruger lommelygten. Du kan vælge mellem flere niveauer, så lyset passer til situationen – fra svagt lys til at finde nøglerne i mørket til fuld styrke, hvis du har brug for mere belysning.

Sådan gør du: Åbn Kontrolcenter, hold fingeren nede på lommelygteikonet og bevæg så fingeren op eller ned for at justere lysniveauet.

Sov en smule længere

I det nye iOS 26 kan du selv bestemme, hvor længe snooze-funktionen skal vare, når vækkeuret ringer om morgenen. Tidligere var standarden ni minutter, men nu kan du ændre det i indstillingerne nederst på alarmen.

Sådan gør du: Åbn Ur-app’en på din iPhone, og vælg Alarmer. Når du opretter en ny alarm, kan du nederst vælge Varighed af snooze. Her kan du indstille snooze-tiden til mellem ét og 15 minutter.

Kontakter deles så nemt som ingenting

Med NameDrop kan du udveksle en kontaktoplysning med en anden person ved at holde jeres iPhones tæt sammen. Funktionen bruger AirDropteknologien, som også bruges, når du deler filer, hvor oplysningerne sendes lynhurtigt uden at indtaste noget. Det kræver mindst iOS 17.1 for at bruge NameDrop.

Sådan gør du: Placér din iPhone tæt på en anden iPhone og vælg så, at du vil dele dine oplysninger.

Brug telefonen som elegant ur

Når du oplader din iPhone liggende på siden, kan du i Kontrolcenter aktivere StandBy-tilstand. Den forvandler telefonen til en lille clockradio, der viser ur, billeder, widgets eller notifikationer.

Det giver telefonen en ekstra funktion og gør, at den også er nyttig, mens den oplader. For at bruge funktionen, skal telefonen ligge vandret.

Sådan gør du: Gå ind i Indstillinger og vælg StandBy. Aktivér så Standby. Herefter tændes funktionen automatisk under opladning.

Sæt en timer lynhurtigt i Kontrolcenter

Der er mange grunde til at sætte en timer, hvad enten det handler om madlavning, træning eller korte påmindelser.

Fælles er, at det gerne skal være hurtigt og nemt at sætte den. Det er det heldigvis på iPhone, hvis du kender dette trick i Kontrolcenteret.

Sådan gør du: Åbn Kontrolcenter ved at stryge ned fra øverste, højre hjørne. Tryk på timer-ikonet og hold det inde. Så åbner en genvej, hvor du kan indstille tiden på timeren.

Hent magasinartikel (PDF)

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Komputer for alle-magasinet.